Når prinsessepiger hyler op

Lyt til artiklen

Det er et sødt og feminint omslag '10 ting kvinder hader hos mænd' har fået. Der er også noget lillepige over indholdet i journalisten Pernille Rahbeks bog om forholdet mellem kvinder og mænd. Bogen er ét stort, fornærmet klageskrig fra en gruppe prinsessepiger, som ikke kan få deres vilje og nu sidder og hyler afmægtigt op. »Allerede nu har jeg sikkert fået nogle af tidens fremtrædende madammer på nakken, der måske vil beskylde mig for at være en hjælpeløs flæber«, skriver Rahbek på side 66, og selvom denne anmelder ikke føler sig specielt fremtrædende må jeg sige, at denne profeti går i opfyldelse allerede et lille stykke inde i bogen. Problemet med '10 ting' er, at den ikke er ret morsom, selvom den da har sine momenter. Et større problem er, at når man ikke kan le indforstået med forfatteren og hendes samspilsramte veninder, så begynder man at se på indholdet med sine antropologbriller på. Det er altså nogle hjælpeløse kvinder, som brokker sig over sure sokker og dumme svigermødre uden at gøre noget som helst ved det andet end at brokke videre. Bogen er fuld af grufulde beretninger om lede stoddere og deres hæslige mødre og endnu hæsligere unger, og at de findes, ved enhver. Men her gives ingen løsninger på noget som helst, man har kun opremsninger af dårligdomme. Efter at have læst en tredjedel af bogen er man simpelthen i så dårligt humør, at man må slæbe sig gennem resten, hvis man da ikke kyler den hen i et hjørne med et lettelsens suk. Kvinderne i bogen optræder som selvcentrerede rengøringsfikserede narcissister. Den værste historie finder man under hadekapitlet om svigermødre. Her bebrejder en svigerdatter nummer to sin svigermoder (dog ikke ansigt til ansigt), at denne giver sit barnebarn en kurv med lækkerier med hjem til den tidligere svigerdatter. »Er der nogen, der skal have flotte kurve, skal det da være mig!« mener den pågældende jaloux nye svigerdatter. Her må potten da revne! Her har vi en svigermor, som gør alt for at have et godt forhold til sit barnebarn og til barnets mor - farmødre er altid i fare for at ryge af i svinget ved en skilsmisse - og så får hun det glatte lag af sådan en umoden forkælet gimpe (og nej, jeg har ingen 'fraskilte' børnebørn!). Lige nu kunne jeg skrive en bog om ti ting, jeg hader ved kvinder, som ikke kan tage sig sammen og blive voksne og tage ansvaret for deres eget liv og lykke.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her