Hitlers fyring af alle jøder i offentlige institutioner udløste en hjerneflugt til ikke mindst Storbritannien og USA, hvor de mange tyske videnskabsmænd og kunstnere virkede som en vitaminindsprøjtning. I Nazityskland selv lød der ikke mange protester, og kun få havde skrupler ved at overtage de forladte stillinger. I 1933 var fysikeren Otto Hahn for eksempel den eneste forsker på Kejser Wilhelm Instituttet i Dahlem, der opfordrede til at protestere imod behandlingen af de jødiske kolleger. Den generelle standard blandt tyske videnskabsmænd og kunstnere var høj, og især naturvidenskabsmændene blev modtaget med kyshånd. I USA var der efterhånden knap nok et eneste fakultet, der ikke høstede fordelene ved at have mindst en flygtning som medarbejder. Den britiske historiker Tom Ambrose giver en bred skildring af de positive virkninger. Komponister som Arnold Schönberg, Paul Hindemith og Belá Bártok. Malere som Marc Chagall, Marcel Duchamps og Max Ernst, som sammen med over 2.000 andre blev reddet ud af Vichy-Frankrig, takket være en enkelt dristig amerikaners organisationstalent og mod. Varian Fry hed denne for de fleste stadig ukendte helteskikkelse. Filmfolk som Fritz Lang og G.W. Pabst kom til USA allerede i 1930'erne og efterlod et sønderskudt avantgardistisk filmmiljø, som reelt aldrig er blevet genskabt. Store arkitekter forsvandt. Nogle af Bauhaus-folkene, men også navne som Berthold Lubetkin og Eric Mendelsohn, som fik afgørende indflydelse på det søvnige britiske boligmiljø. Bemærkelsesværdig er Glyndebourne-operaen i Sussex, hvor idémanden ganske vist var britisk, men hvor kreatørerne var tyskerne Fritz Busch, Carl Ebert og Rudolf Bing, der senere blev en dynamisk leder af Metropolitan-operaen i New York.