Det er sjældent, det sker. Men når det sker, at en ung Venstrepolitiker skriver en debatbog, reagerer partiapparatet på nogenlunde denne vis: »Det er da godt med en idédebat, men det bliver aldrig vores politik«. Sådan gik det Anders Fogh Rasmussens minimalstatsbog for år tilbage. Og sådan går det i disse dage med Søren Pinds nye bog. Når man har læst Pinds bog, forstår man, at partistrategerne lægger luft til den. For selvom de måske er enige, kan de jo godt se, at det vil være en katastrofe for partiet, hvis bogens menneske- og samfundssyn blev officiel politik - simpelthen fordi vælgerne ville løbe skrigende bort i flokke. Og med rette. Først og fremmest afskyr Pind det påtvungne fællesskab, som betyder, at det forventes af ham, at han skal gøre noget for andre. Det er nemlig et indgreb i hans frihed. »Er man tit nok nærmest blevet spyttet i hovedet af en subsistensløs eksistens, der mente, han havde krav på min indsats i solidaritet, kommer man til at afsky det ord«, skriver Pind uden at kny.
Når en ung løve brøler
Lyt til artiklen
