Det er en udbredt opfattelse, at fællesskaber og solidaritet er under afvikling i Vesten. Toneangivende sociologer som Zygmunt Bauman og Pierre Bourdieu har beskrevet, hvordan den fremherskende individualisme og neoliberalisme undergraver de klassiske fællesskaber i boligkvarteret, på arbejdspladsen og i familien. Det er imidlertid sjældent, at nogen gør sig den ulejlighed at gå ud og undersøge, hvordan det faktisk står til med vore fællesskaber. En af samfundsforskeren Søren Juuls helt store fortjenester er, at han har været i marken for at kortlægge solidariteten og fællesskabernes tilstand i Danmark. Via en stor spørgeskemaundersøgelse og interview forsøger han at tegne et mere nuanceret billede af fællesskabernes aktuelle tilstand. Og det lykkes langt hen ad vejen. Umiddelbart kan man sige, at det aktuelle højreskred i det meste af Europa er tegn på, at stræben efter fælles løsninger på samfundsmæssige problemer er på tilbagetog. Søren Juul skelner mellem tre former for solidaritet: den affektionelle og den konventionelle solidaritet, der begge bygger på en skarp skelnen imellem 'dem' og 'os', hvor man i første række udviser solidaritet med 'sine egne'. Især den affektionelle solidaritet tager afsæt i følelsesmæssige bånd og forestillinger om fælles oprindelse som grundlag for at udvise solidaritet. Hertil kommer den refleksive solidaritet, hvor den skarpe skelnen imellem 'os' og 'dem' opløses. Her begrænses solidariteten i mindre grad til grupper af ligesindede med fælles interesser og kollektive identifikationsfigurer. På baggrund af sin undersøgelse mener Søren Juul, at de vestlige samfund bevæger sig i retning af den refleksive solidaritet. Indtil videre gælder dette dog i første række de veluddannede og ressourcestærke dele af befolkningen. »Jo bedre uddannet og jo flere ressourcer, man har, jo bedre er man i stand til at solidarisere sig med andre grupper«. Juuls undersøgelse peger på, at der fortsat er en solid solidaritet i familien, ligesom naboskabssolidariteten stadig er en vigtig del af de fleste menneskers sociale netværk. Denne solidaritet udvides dog sjældent til også at omfatte svagere og lidt 'skæve' mennesker som narkomaner og svært psykisk syge. Principielt mener de fleste, at 'man' (staten) bør hjælpe de dårligst stillede. Samtidig ønsker man at holde disse mennesker på behørig afstand af sit eget liv. Solidariteten er da primært en solidaritet imellem ligestillede.