Den metafor er alt for stærk! udbrød Bjørn Lomborg - i Politikens kronik 30. august. Verdensnaturfonden har regnet ud, hvor meget areal der skal til, hvis man vil plante tilstrækkeligt med skov til at opveje de skader på miljøet, vi forvolder ved at fyre al den kultveilte af. Det areal viser sig at være større end klodens. Her har vi derfor et mål for 'antallet af kloder vi forbruger'. Så vidt jeg forstår, kan Lomborg ikke finde fejl i regneeksemplet. Han vil bare hellere reparere skaden på en anden måde. Uheldigvis for ham kan han ikke komme på en lige så god metafor for sit budskab som Verdensnaturfonden for sit. Derfor vælger han den klassiske metode at skyde på budbringeren: metaforen. Jeg tvivler på, at en Lomborg for tyve år siden ville have været klar over, at det var metaforens styrke, der var hans svaghed. Den almindelige mening dengang var, at metaforer var en specialitet for digtere, mens de ikke spillede nogen rolle i dagligsprog, nyhedsformidling og politik. Nu er denne opfattelse skudt ned, og kun en tåbe frygter ikke længere metaforen. Æren for udbredelsen af den ny fornemmelse for metaforer tilkommer især en flok amerikanske lingvister og filosoffer, som indså, at dagligsprogets døde metaforer er særdeles levende. Og at metaforer, både de knap bevidste døde og de målrettet udformede som Verdensnaturfondens, ikke er noget, der kun foregår i sproget. Metaforer præger også tanken. Det er derfor, de er så stærke våben.
De talende billeder
Lyt til artiklen
