At der er forskel - endda stor forskel - på at være skarp og morsom mundtligt og så på print, er Anne Marie Helgers lille pamfletagtige bog 'Nytårstalen' et eksempel på. Desværre, for lige så hylende morsom og tilmed tankekradsende Anne Marie Helger er, når hun optræder, næsten lige så centertung og i passager på kanten af plathed er hendes 'Nytårstale', når man læser den. Hendes evne til at slynge sine angreb i hovedet på sit publikum fra en platform/scene iført en af sine fantastiske rober er så stor, at det næsten gibber i os, der er hendes publikum. Men det er som om, det hele visner og bliver til vrisseri, når budskabet om osnokkerne i Det Osnokkiske Rige skal indoptages gennem trykte bogstaver på hvidt papir. Anne Marie Helgers talent er et stort, dejligt mundtligt talent, men sandt for udyden ikke et skriftligt, og det er død-ærgerligt at skulle sige dette efter læsningen af pamfletten, især når hun i forordet skriver, at hun og hendes bror for »fælles regning, vaskepenge, børneopsparing samt rester af vores respektive legater fra Statens Kunstfond (dobbelt ha ha, Brian!) udgiver 'Nytårstale ... til opmuntring for alle frustrerede, indignerede mønsterhadere af VKDF-regimet«. Jeg er såmænd selv en modstander af regeringen og dens parlamentariske støtteparti, men jeg bliver hverken opflammet eller opmuntret af Helgers frådende raseri. For det er netop raseriet, der forhindrer den distance, som såvel ironi som satire forudsætter.
Helger uden distance
Lyt til artiklen
