Der er nu noget tilforladeligt ved argumenter af typen: Det hele er i opløsning, og så kan det jo ikke gå helt så galt, som det hele ellers så ud til. En anarkisk optimisme, der tror mere på udveje og manøvremuligheder i et gyngende kaos end på den fortsatte administration af en alt for ordnet stilstand. For en del er det den indstilling, der bærer dette sejrsskrift om en generation og dens verdensbillede. Homo zapiens er vokset op i 1970'erne, 80'erne og 90'erne og dermed »født midt i kulturrevolutionen - og vi er anderledes inde i hovederne, fordi samfundet der fødte os, selv blev nyt«. Kulturrevolutionen er altså ikke så kinesisk, men det europæiske 'frisættelsesprojekt', der begyndte med oplysningstid og menneskerettigheder, men for alvor kom »op i gear« med informationsteknologien. Altså samtidig med de generationer, der benytter sig så hyppigt af sine frie valg, at det ligner troløshed, når de skifter arbejdsplads eller politisk parti, så hurtigt som de skifter webportal eller tv-kanal. En individualisme, der ifølge Schultz Jørgensens udvalg af holdningsundersøgelser ikke uden videre er lig med egoisme, men snarere med egen ansvarlighed. Der igen hænger godt sammen med den politiske forbrugers magt i videnssamfundet, hvor arbejderne faktisk har overtaget produktionsmidlet - »det er nyt, det er gråt, det vejer mindre end 1,5 kilo«, altså hjernen. Gode om ikke splinterny eller enestående udfordringer til vanetænkningen. »Hvis nogen er skeptiske over for den frisættelse, skulle de blot forestille sig alternativet«, står der. Og hørt! tænker jeg - dér fik Pia og præsten og de andre patentpatrioter dén.