Formelt set er der ikke det mindste i vejen med Michael Bach Henriksens bog om USA i det 20. århundrede. Det hele er der, alle de centrale personer, begivenheder og årstallene passer. Men helt ærligt, hvorfor skal det være så gudsjammerligt kedsommeligt? Ganske vist er bogen til uddannelsesbrug, hvilket, jeg aldrig har forstået, tilsyneladende udelukker sproglig spændstighed og frækhed. Vi taler trods alt ikke om Andorra eller Den Centralafrikanske Republik, men om USA, verdens eneste supermagt, som oven i købet beskrives i netop det århundrede, landet blev verdens navle. Det er en kanon historie, og en som burde kunne fænge selv den mindst interesserede, ikke mindst fordi selv den mest historieløse gymasiast alene i kraft af den massive amerikanske mediepåvirkning fra starten har et ganske tæt forhold til landet. Men Michel Bach Henriksen drager ingen fordel af det. I stedet går han lige til biddet på side 1 med en analyse/forklaring af magtforholdet mellem by og land, der skiftede lige i begyndelsen af det 20. århundrede. En vigtig pointe, ingen tvivl om det, men ikke ligefrem det man kalder fascinationsstof. Det er lektier, noget, der skal læres, og sådan fortsætter det bogen igennem. Fra landbefolkningens svindende magt kører vi videre til kvinderne, de sorte og det store børskrak i 1929, alt sammen fortalt på en fuldstændig korrekt, men meget gabende kedsommelig måde. Selv om bogen giver et vist overblik over den nyere amerikanske historie, bekræfter den også alle ens fordomme om historie som et støvet fag. Hvad det som bekendt slet ikke behøver at være, særligt ikke når der er en sådan overflod af godt stof som her. Og hvor meget, der er at tage af, understreges af de generelt velvalgte fotografier og originaltekster, som hvert kapitel afsluttes med. Fra den amerikanske uafhængighedserklæring til Francis Fukuyama om 11. september 2001, giver de læseren alt det, som bogen ellers savner - gnist, elegance og et pift af virkelighed.