Det magtskifte, der fandt sted i november 2001, er der blevet skrevet en del om. Den første fase bestod i, at valganalytikere og kommentatorer udlagde valget i bøger, i artikler i aviserne og i diverse tv-indslag. Det var ikke særlig interessant, men gav i et vist omfang et øjebliksbillede, som vi, der førte valgkampen, kunne kaste os over. Det er jo på mange måder anmeldelser af det arbejde, vi udførte, men meget mere er der ikke i det, og med usvigelig sikkerhed kan vi som politikere vide, at den næste valgkamp bliver anderledes, og at politikere ligesom generaler ikke kan vinde den næste kamp med de samme våben. I den offentlige debat er vi nu i gang med den anden fase, nemlig den hvor de mennesker, der havde ansvaret for politikken under SR-regeringen, får frigjort intellektuelle kræfter til at fundere over, hvad det er, der sker i det samfund, som de havde ansvaret for at styre, og som de er en del af. Det, der før var dagen og vejen og en stor del administrationen, kan nu sættes ind i et større perspektiv. Der er simpelthen mere tid til rådighed. Det gælder ikke kun tidligere ministre, men også dem, der var nødt til at forsvare dette eller hint overfor en altid angrebslysten opposition. Eller dem der bare syntes, at de ikke ville hjælpe oppositionen. Det er en meget nødvendig fase, fordi vores politiske demokrati trænger til fornyelse og nytænkning.
Lidenskaben for at tænke
Lyt til artiklen
