Cool, men venligt

Lyt til artiklen

Billedhuggeren Anita Jørgensen runder de 60 i dag og hyldes nu i en stor bog. I de senere år har hun besvaret et stigende antal stadig mere krævende udsmykningsopgaver med nogle cool, men venlige værker. Senest og størst til Nykredits imponerende, nyopførte domicil ved Kalvebod Brygge, en kæmpemæssig glaskube, som om aftenen forvandler den uskyldige forbipasserende til voyeur: Fra Langebro ser man lige lukt ind i dette kapitalismens transparente og lysende vækstcenter. Der levnes ikke meget privatliv til det arbejdende folk indeni! Til kubens mægtige atrium, som udgør 50 procent af arealet, har Anita Jørgensen leveret to skulpturer: Dels 'Samurai', en væg af glas, der sekunderes af en halvmåneformet cirkel af bly, dels en kunstnerisk tour de force, den monumentale vandkunst 'Sense and Sensibility', der forbinder to af niveauerne i den 40 m høje bygning med vand, mat, grønt glas og irrede kobberrør. En to etagers høj vandvæg, der ender i et bassin, er en del af vokabularet i denne hypermoderne udsmykning, som spejler vejr, vand og lys udenfor - og som går i dialog med arkitekturen indenfor. Det er et eksempel på et tæt parløb mellem arkitekt - partner i Schmidt, Hammer og Lassen Kim Holst Jensen - og kunstner. Sidstnævnte blev inddraget tidligt i byggefasen og fik indflydelse på disponeringen af bygningens indre, fremgår det af bogen. Bogen er skrevet af Politikens kunstanmelder Trine Ross, og anledningen er dels fødselsdagen, dels udsmykningen hos Nykredit, som også har sponseret bogen. Det er første gang, Anita Jørgensen portrætteres i en selvstændig bog, der dokumenterer hendes mange værker fra årene 1988 til 2002.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her