Der er en trend i tiden. Sjældent har det enkelte menneske - kald det bare individet, eneren, personligheden - fået lov at fylde så meget i vores bevidsthed. Vi udsættes for et visuelt tæppebombardement af miserable tv-programmer om mere eller mindre triste personer, hvis liv endevendes på kryds og tværs, indtil der ikke er mere for den femogtyveøre. Når det drejer sig om historiens individer, så stiller det sig principielt anderledes, hvis ellers de pågældende har foretaget sig noget, der i rimelig grad kan betragtes som hævet over det sædvanlige. En lind strøm af biografier udkommer i disse år, som dog for fleres vedkommende ligner de rene spekulationer i det konfektædende publikums hang til at vide mere, og helst det hele, om kendte menneskers skyggesider og slibrige karaktertræk. Fred være med det, kunne man sige. Lad dog for pokker være med at spille hellig og forarget! Enig, men der må være en grænse for, hvad seriøse mennesker kan foretage sig. En ny opslagsbog over 1.000 betydningsfulde historiske personer i danmarkshistorien har netop set dagens lys. Det er naturligvis et smagsspørgsmål, om man bryder sig om denne intense fokusering på det enkelte menneske, hvilket, indrømmet, kan tilføje vores generelle historieviden mange fine og interessante nuancer. Tænk bare på biografierne om Søren Kierkegaard og Jens Otto Krag. Men når man som læser får stillet i udsigt i opslagsværkets forord, at hensigten er »at give et indblik i disse menneskers liv og virke, glæder og sorger osv.«, og så åbenlyst ikke får serveret den lovede vare, så kan man ikke undgå at tænke sorte tanker. Hvorfor overhovedet sende dette bind på gaden, spørger man sig selv, alt imens man forgæves leder efter et passende svar. Der er ikke skyggen af indsigt i de biograferedes glæder og sorger. Fremstillingerne er såre traditionelle, og som oftest alt for korte til at blive interessante. Naturligvis kan de enkelte valg altid diskuteres, sådan som også bogens redaktør gør opmærksom på, men man bliver stum af forbløffelse over, at markante personligheder som Henrik Stangerup, Villy Sørensen, Frode Jakobsen, Mogens Fog, Max Friediger, Werner Best (der er ikke noget krav om at de biograferede skal være danske), Richard Mortensen og Wilhelm Freddie tilsyneladende ikke hører til den celebre flok, der har sat præg på danmarkshistorien. Mærkeligt, når nu der er fundet plads til så ukendte størrelser som Bjørn Jernside, Peder Bodilsen og Svend Alfifasen.