Hvad skal man gøre, når man - fordi det er ved at blive moderne - beslutter sig for at anskaffe og bære en stor, krøllet, grå paryk? Skal man barbere sit eget hår af, skal man nøjes med at klippe det lidt kortere, eller skal man bare lade det gro som sædvanligt? Ja, det er et svært problem, men det er, tænker manden, der er faldet for paryklunet, sikkert det mest praktiske, hvis man barberer det af, så det gjorde Mr. Samuel Pepys en dag i 1660'erne. Det skrev han om i sin dagbog, men han skrev meget mere, om sig selv, om sine private problemer, blandt andet om problemer med sin smukke , men jaloux kone, Elizabeth, der var jaloux med rette, for hans appetit på det andet køn, også på unge piger, der var i hans hus, var stor. Han skrev også om sit arbejde med først at tjene én af de store herrer, senere om problemerne og arbejdet med at rette flåden op, han skrev om tidens mange politiske omvæltninger med gamle regimer, der brød sammen, om nye der kom til og 'ryddede op' med skafottet som hjælper, om kaos, pest og død, om Londons brand i 1666, om krig mod Holland og Frankrig, om alt det og meget mere skrev han i den dagbog, som er den mest vidunderlige og samtidige fornøjeligeste kilde til forståelse af en på en gang meget almindelig og højest usædvanlig mand. For det er netop det Samuels Pepys var: spytalmindelig og enestående.
Manden med de mange egenskaber
Lyt til artiklen
