0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Uskyldig men skræmmende

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hvornår har du sidst set et spøgelse, blev jeg for nylig spurgt. I forgårs, svarede jeg kækt, men skal jeg være ærlig, må jeg tilstå, at jeg aldrig har set ét, men nok hørt om spøgelser og især læst om dem. Og der er da også nogle forfattere, der har formået at fremmane spøgelser, sådan et der har gjort det umuligt at sove, for de blege væsner rumsterede rundt og var lige til at tage og føle på. Nej, for resten: man kan ikke føle på et spøgelse.

Selv om spøgelser måske ikke findes 'rigtigt', er de dog alligevel, og hvordan de er, og hvordan de opfører sig, får man et glimrende indtryk af i Velle Espelands kulturhistoriske undersøgelse af spøgelser i bogen 'Spøkelse!' Med undertitlen 'Hvileløse gjengangere i tradisjon og historie'.


Som alle kulturfænomener har spøgelser også deres kulturhistorie. Der er spøgelser spredt rundt om i græsk litteratur, bl.a. i Odysseen; der er spøgelser i Bibelen bl.a. i beretningen om Saul og troldkvinden i En-Dor, spøgelser findes i de islandske sagaer, og der er mange spøgelser i det gamle Norge. Dem hørte de visiterende præster om, og emnet fascinerede så meget, at spøgelser blev gjort til genstand for disputatser ved Københavns Universitet, som også dengang var Norges universitet.

Således disputerede en mand fra Odense i 1673 på emnet Spøgelser, og i 1710 en ung nordmand på emnet Udvalgte norske spøgelser. Og det viser sig, at spøgelser såvel i Norge som i Danmark skiftede fremtrædelsesform, ja, ligefrem 'natur', da reformationen blev indført. Det er nok en pointe, de færreste har tænkt over.

Et afsnit handler om forskellige spøgelsestraditioner: Den flyvende Hollænder, Asgårdsreien, de dødes gudstjeneste m.v., og i et afsnit gennemprøves den mest suggestive form på en spøgelsesberetning, som findes, nemlig den i jeg-form. Hører man sådan en jeg beretning har man lettere ved at tro den, end hvis den er fortalt i tredje person.

Mange ildsjæle har forsøgt at forklare spøgelsernes fremkomst og fremtrædelsesform. I bogen redegøres der for forskellige parapsykologiske teorier, om forsøg, der er blevet gjort på at 'indfange' spøgelser, og om forskning i emnet spøgelsestro.


Velle Espeland ender sin undersøgelse med den konklusion, at der ikke er mange, der i dag tror på spøgelser. I forhold til voldsmænd, terrorister, atombomben og gale magthavere er spøgelser ganske uskyldige. De døde har, siges det, ingen anden eksistens end den vi selv giver dem.

Bogen er skrevet 'med stiv overlæbe', og der er indlagt et stort stof. Dog er de litterære spøgelser kun inddraget sporadisk, og på dette felt kan man sagtens få alt hår i kongeriget til at rejse sig, for det er gennem forfatternes sprog og fantasi, at spøgelser får ægte liv.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce