I 1990'erne var Rusland et Wild East, hvor de såkaldte oligarker, godt hjulpet af korrupte politikere, brutalt udnyttede det marked, som den russiske stat forhastet satte fri i 1992. Rusland blev slet og ret tømt for alt af værdi oven for jorden i historiens første statstømning. Selvfølgelig ikke til fælles bedste. Resultatet er, at flertallet af russerne i dag lever i et økonomisk mareridt, som reelt gør dem lige så ufri som Sovjets politiske diktatur gjorde. 'I Globalizations and It's Discontents' analyserer den amerikanske økonom Joseph Stiglitz (nobelprisvinder i økonomi 2001, tidligere toprådgiver for Clinton og cheføkonom i Verdensbanken) Ruslands stejle økonomiske nedtur i 1990'erne. Og hans konklusion er klar. Liberaliseringen og privatiseringen i 1992 gik alt for hurtigt. For et marked, siger Stiglitz, bliver ikke frit, hvis der ikke er en institutionel juridisk ramme, hvori der kan handles. Og et frit marked, siger han videre, er ikke til fælles bedste, hvis der ikke institutionelt reguleres herefter. Men i Rusland blev der hverken givet love eller regulativer for markedet, før det var for sent, og de, der blev givet i tide, gjorde oftest ondt værre. F.eks. blev olieprisen i begyndelsen holdt kunstigt nede, med det resultat at oligarkerne købte billig russisk olie og solgte det på det internationale marked. Fraværet af en ordentlig skattelov friholdt selvfølgelig milliardfortjenesten. Eksemplerne er legio for den miserable økonomiske politik, russerne bedrev i 1990érne efter råd- og långivning fra IMF. Stiglitz påpeger, at Rusland ikke er det eneste eksempel på, hvor galt det kan gå, når IMF (Den Internationale Valutafond) har magt som agt. IMF's hyperliberale økonomiske politik, baseret på den såkaldte Washingtonkonsensus, som er en fundamentalistisk tro på markedet, er også slået fejl i flere lande i Østeuropa og det tidligere Sovjet samt i Afrika og Sydamerika. Senest er det sket i Argentina. Faktisk har de lande, påviser Stiglitz, som har afslået IMF's hjælp, generelt klaret sig bedre. Kina og Polen er eksempler på denne misere.