Almendannelse er et både slidt og slidstærkt begreb. Det optræder jævnligt i den offentlige debat, i reglen som noget positivt, om end der har været meget divergerende opfattelser af, hvad det er for en størrelse. Fortalere for bestemte politiske og pædagogiske holdninger har dog i perioder kritiseret almendannelse for at være noget elitært og undertrykkende. Men trods kritik og uklarhed har begrebet siden 1845 været et hovedmål for gymnasieundervisningen. Også i den aktuelle debat om gymnasiets fremtid er almendannelse et nøglebegreb. Harry Haues i enhver henseende vægtige disputats om almendannelsens funktion i gymnasieundervisningen siden 1775 giver derfor et nødvendigt historisk perspektiv for debatten. Men den giver meget mere. En udbredt og populær talemåde er, at almendannelse er, hvad der bliver tilbage, når det snævre faglige stof er glemt. Dermed antydes en modsætning mellem almendannelse og specialviden ofte forstået som en modsætning mellem almendannelse og erhvervsrettede kompetencer. En anden og ligeså udbredt opfattelse går ud på, at vejen til almendannelse går over faglighed og fordybelse. Det mente i hvert fald Bertel Haarder som undervisningsminister.
Den pokkers dannelse!
Lyt til artiklen
