0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Barokt flimmer

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Prousts billeder, set i dette lys, er altid labyrintiske, elliptiske, barokke. Det er fremstillinger, omskrevne billeder, og deres løgnagtighed skal ses i relation til deres erkendelsesgrundlag: Der findes ikke et originalt billede, men kun kunstfærdige omskrivninger, derfor er omskrivning nødvendig, ja det er den eneste vej til sandheden om den sig unddragende verden«.

Således skriver lektor Henning Goldbæk i sit ny, cirklende og komprimerede essay 'Marcel Proust og barokkens genkomst. En læsning af 'På sporet af den tabte tid''.

Essayet falder i ti afsnit, der ormer sig vej gennem Wagner og Baudelaire, Benjamin og Ruskin i en tæt og detaljerig sammenfletning af rigtig mange strenge og lag i modernitetens kulturhistorie. Goldbæk er en både lidenskabelig og lærd Proustlæser samt ikke mindst ophavsmand til den smukke oversættelse af unge Prousts 'Glæder og dage'.

Nu har han sat sig for at skrive en art opgørelse, ikke blot over sin Proustfascination, men også over den række af egne produktioner, der strækker sig tilbage til afhandlingerne om den tyske kulturfilosof Walter Benjamin og amerikaneren Edgar Allan Poe.

For ret at kunne følge Goldbæk, er det en ubetinget fordel at kunne sin Hegel, Kant og Adorno samt ikke mindst Benjamin, Deleuze og en række prominente Proustforskere fra Karl-Heinz Bohrer til Julia Kristeva. Ikke desto mindre er læsningen den megen umage og stedvise irritation værd. Goldbæk besidder uomtvisteligt et dybtgående kendskab til Prousts værk, og han forfægter en markant og relativt selvstændig tese om dets proveniens og indebyrd.

Undertonen er polemisk mod særlig den del af Proustforskningen, der har villet gøre Proust til skaberen af det store, organiske, sanselige, harmoniske, forsonede og enhedslige romanværk. Hvis nu Prousts værk handler om tabet af barndommens idyl i tidens kværnen, er det muligt at foreslå, at erindringen og skriften er den motor, der tillader at erobre det for evigt tabte i kunstens skønne, kompensatoriske beholder ud fra den gamle devise, som siger, at livet er kort, men kunsten lang. Alt dette byder Goldbæk inderligt imod.


Ved at flette Benjamins filosofi sammen med udvalgte dele af nyere fransk litteraturteori, f.eks. Anne Henry og Kristeva, er det tanken at vise, hvorledes det moderne hos Proust lader sig læse som gennemstrømmet af barokken.

Med 'barok' menes her en historisk erfaring, der siger, at kunst er falskhed, er antiharmonisk 'Schein', der er båret af en dyb mistænksomhed over for enhver forenkling af virkelighedens overflade. Men samtidig hermed en på én gang vemodig og dristig erkendelse af, at kunsten altid kun kan optræde som karikatur og kliché, som stereotyp, pastiche og vrængbillede.

Goldbæk vil samtidig vise, at Proust bruger barokkens virkemidler i en kamp mod »den borgerligt-humanistiske utopi, der vel et eller andet sted også er hans hemmelige erfaringsgrundlag«. Sideløbende med disse manøvrer fremhæver Goldbæk idelig altings komplette 'ambivalens' hos Proust: alt er (mindst) dobbelt og tvetydigt, og Goldbæks essay kan anskues som et forsøg på at fremstille flest mulig af denne mangetydigheds nuancer. Et forsøg, der undertiden næsten kammer over i flimrende uoverskuelighed.

Måske i kongenial sammenhæng hermed, ses det barokt moderne, eller moderniteten som barok, som gådefuld og uoverskuelig, splintret og disharmonisk. Det modernes paradoks er angiveligt, at vi hverken kan lade os nøje med en sanselig overflade eller længere tro på en dybere, 'metafysisk' virkelighed bag tingene. Disse forhold kan kunsten ikke hele, men den kan sætte tableauer og skitser ind, der konstruerer fremstillinger af det brudte og flygtige.

Bedst er Goldbæk efter min mening i de afsnit, der mere direkte går i kødet på Prousts tekst. Goldbæk er mand for en række glimrende og suggestive beskrivelser og analyser af sadisme og karikatur hos Proust, lige som han meget godt - men igen en anelse uklart - beskriver rummets indflydelse i Prousts romanverden.


Generelt er der tale om en stærk indflydelse fra Gilles Deleuzes brillante nyklassiker 'Proust og tegnene', der oprindelig kom i 1964, men nu er udgivet på Det Lille Forlag, oversat og indledt ved Søren Frank, en indsats, der gør Frank ære.

Deleuzes epokegørende greb var at foreslå, at 'På sporet af den tabte tid'»handler ikke om en fremstilling af den ufrivillige hukommelse, men om fortællingen om en læreproces (...) 'På sporet' er rettet mod fremtiden, ikke fortiden«.

Prousts Marcel er før alt andet en lærling, der gradvis lærer at afkode og fortolke forskellige tegnregimer, f.eks. mondænitetens og kærlighedens. Det, vi har hos Proust, er fremtidsrettet tilblivelse, ikke fortidsvendt rekonstruktion.

Goldbæk annammer denne hypotese, men kobler den til en fintmasket kortlægning af hele det litterære og kulturhistoriske landskab, der omgav Proust. Undervejs kommer Goldbæk med mange glimrende iagttagelser af f.eks. fortællerens to jeger (et dannet jeg, og ét, der aktivt modarbejder og nedbryder dannelse og dannelsesromanen), om den satiriske sædeskildring af det sociale felt i 'På sporet' (der altså ikke kun handler om jegets indre liv) og om de dunkle forhandlinger mellem myte og rationalitet hos den romantænkende Proust.

Til afslutning må man sige, at det trods alt er lykkedes Goldbæk at komme med en stærkt personlig og videnstung bog om Proust i stadig vekslen mellem det lyriske og det akademiske.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce