0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Kul på med Jensen

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Først og sidst: manden skriver som en engel. En engel af udpræget hankøn. Det er med Johannes V. ligesom med Klaus Rifbjerg og Dan Turèll: den sproglige fantasi suger én ind, så man læser næsten alt, hvad de skriver, uanset hvad de skriver om, og uanset om man er enig, fordi sproget swinger.

Som samme Turèll skrev om sin berømte hjemstavn: »Der var gennemgående godt tryk på i Vangede«. Det var der også hos Jensen, bortset fra at i fyrbødernes tid lød metaforen, at 'der var kul på'. Og bortset fra, at den globaliserede Jensens revir tidligt var hele verden - intet mindre.

Dyrlægesønnen fra Farsø finansierede lægestudiet og sine første litterære forsøg ved at skrive knaldromaner. Fra 1898 blev han fanget ind af journalistikken, da Politikens redaktør Viggo Hørup øjnede hans potentialer og sendte ham på reportagerejse til Spanien, og i 1907 erklærede han, at »Journalistik er i Dag omtrent den eneste Haandtering, der sømmer sig for en Mand«, på linje med »Krig og Opdagelsesrejser«.

Den fik aldrig for lidt med Jensen, men bravaden rummer den sandhed, at reportagen blev en del af hans livslange opdagelsesrejse og lyst til at bade sig i rå virkelighed.


Lars Handesten har selv været på opdagelse i Jensens journalistik 1898-1934 og karakteriserer den fint i forordet til dette udvalg. Skønt Jensens officielle avisideal var formidling af kendsgerninger til et stort publikum, var hans praksis blandet op med amerikansk aktivist- og oplevelsesjournalistik.

Det er tidlig New Journalism, ligesom Herman Bangs, med indlagt fiktionsgreb. Når den er bedst, krydser den reportage, lyrik og kulturkritik.

Det gør den i reportagerne fra Madrid under den spansk-amerikanske krig 1898, da Spanien taber de sidste kolonier. Jensen kontrasterer det patriotiske skrål med nationens søvntilstand og overkompensationen ved de gladiatorkampe, der hedder tyrefægtninger. De beskrives som hjerteskærende dyr- og menneskeplageri med »hvidblaa Tarme« ud af bugen på pikadorernes heste.

Reportagen fra verdensudstillingen i Paris 1900 er en ekstatisk hyldest til teknikkens fremtid, det gudløse menneskes mirakler og »den gotiske Renaissance«, som Jensen kaldte sit programskrift fra 1901, hvori artiklerne indgik. De blev skrevet til Social-Demokraten, og i et virtuost essay skildrer han en arbejdsulykke og forestiller sig, hvad der går gennem mureren Julien Bartets bevidsthed, mens hans krop roterer mod jorden. Det er den interferens mellem tilværelsens »topmaalte Under« og tingenes »Endelighed«, der er hovedtema i de berømte 'Digte 1906'.


Udvalget kommer godt rundt på 120 sider. Jeg savner prøver på Jensens reportager fra USA i 1939, men her er andre Amerika-glimt, og fra hans eget dagblad Pressen, der kun holdt én måned i 1906, er her lyriske vejrudsigter og et henrivende portræt af en struttende Agnes Henningsen, antruffet på Værnedamsvej.

Her er rapporter fra Drachmanns begravelse på Skagen 1908, fra Berlin august 1914 og fra seksdagesløbet i Forum 1934, hvor en cykelrytters »opskudte Ryg« minder forfatteren om en målerlarve. De landlige metaforer vrimler i hans lyriske stil, der vipper på grænsen mellem impressionistisk indtryks- og ekspressionistisk udtrykskunst.

Man møder også Jensens skyggesider. En lille perle fra et norsk cirkus 1901 er en morbid-vittig fantasi om at begå det sporløse lystmord. Men der er sære aggressioner i en Fyn-reportage, hvor provinsens folk tegnes som dårlig arvemasse i en sær kloning af racehygiejne & kvindefjendskhed.

'Samfundet og Sædelighedsforbryderen' fra 1906 rummer det berygtede angreb på den umandige Herman Bang midt i fede fordomme om homoseksualitet som perversion. Det er bagsiden af Jensens vitalisme: foragten for det stuelærde bymenneske som degenereret. Manden kunne jo få sig selv til at bruge skældsord som 'bibliotekskretiner'.


Men alt skal være ham tilgivet for reportagen »Paa Tigerjagt«, skrevet i 1903 til emigrantbladet Den danske Pioneer i Nebraska. Den starter hos en sultan i Malaysia, der er på flodtur med sit kvidrende harem, og varmer op til tigerjagten med frygtindgydende historier om de blodtørstige kæmpekatte.

Så bevæger vor helt sig op ad floden mellem lianer på højde med seksetagers huse, bor blandt malajer, der beglor den hvide mand som en kalv med to hoveder, overlever et tordenvejr, der får dyrene til at brøle i dødsangst, drager ud på tigerjagt med to indfødte i en lydkulisse af cikader, papegøjer og vandbøfler - og ender med en lang næse. Det er et guddommeligt 24 siders virtuosnummer, skrivekunst på højeste omdrejningstal.

Godt at genistreger som denne, der aldrig er optrykt, reddes fra glemmebogen. 'Journalistikkens klassikere' er i det hele taget en fortjenstfuld serie fra Danmarks Journalisthøjskole. Det er bare ærgerligt, når man principielt vil bringe artiklerne i den originale sprogdragt, at det vrimler med fejl i tekstgengivelsen. Det er et dårligt eksempel fra en skole, der skulle docere respekt for kilderne.

Men det kan ikke spolere glæden ved Jensen som journalistisk klassiker. Han tegner den norske barde Bjørnstjerne Bjørnson, der anlægger en elektrisk kraftstation på gården Aulestad, og kraftstation - det kan Jensen selv være. Han kunne fortjene et endnu mere omfattende udvalg af sin bedste journalistik. Uden tyrkfejl.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu