Tag ikke fejl af omslaget. Forsiden med fotografiet af politibilen foran den gamle fængselsport vækker forventninger om endnu en bog, der er skrevet for at mætte læserens gevaldige appetit på det forbudte og farlige. Men det kulørte førstehåndsindtryk bedrager. Der er ikke mange gys om hårdkogte kriminelle i Preben Lunds skildring af sine 16 år som fængselsbetjent. Derimod er der meget stof til eftertanke om fængselssystemet og især fangevogterne. Preben Lund linder på døren til fængselsbetjentenes verden og fortæller om en dagligdag, der i højere grad er bestemt af psykisk end af fysisk overmagt. Han fortæller levende om de små psykologiske tricks, som hjælper betjenten til at sikre sig et forspring, så han behændigt kan lede uregerlige indsatte i den ønskede retning. Det kan godt minde lidt om en børnehavepædagogs arbejde, viser flere af bogens mange eksempler. Men når psykologien ikke virker, har fængselsbetjenten jo altid magten at ty til. Og det går ikke altid efter reglerne. Det kan strække sig lige fra at overse den irriterende fanges bestilling af købmandsvarer til rå vold med brækkede skuldre til følge.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























