Selv om man siden 1950'erne har vidst, at indvandrere og flygtninge har større psykisk sygelighed end baggrundsbefolkningen, så er det først i de allerseneste år, at det offentlige sygehusvæsen for alvor er begyndt at fokusere på de transkulturelle aspekter af psykiatrien. I nogle år har man i Dansk Psykiatrisk Selskab haft en interessegruppe, og på Rigshospitalet er der blevet lavet et Videnscenter for Transkulturel Psykiatri, og nu har vi endelig fået en lærebog i faget. Den er skrevet og redigeret af nogle af de bærende kræfter på området og rummer en lang række kapitler om fagets grundlag og problemer, der bygger på antropologi, kultursociologi, epidemiologi og psykiatri. Transkulturel psykiatri er et tværfagligt speciale, der beskæftiger sig med relationen mellem psykiske lidelser og kulturel baggrund. Her i landet er transkulturel psykiatri nærmest blevet synonymt med psykiatrisk diagnosticering og behandling af indvandrere og flygtninge, men som Francisco Alberdi skriver i et glimrende oversigtskapitel om fagets historie, så har man haft en lang tradition for beskrivelser af såkaldte kulturbundne syndromer - det vil sige fra en vestlig synsvinkel eksotiske psykiske lidelser som f.eks. koro, der viser sig ved en pludselig intens angst samt følelsen af, at penis er ved at forsvinde ind i kroppen. Koro er blevet beskrevet hos i øvrigt raske mænd i Sydøstasien. Andre eksempler er amok, der først er beskrevet i Malaysia og Indonesien, som en voldsomt aggressiv adfærd efterfulgt af udmattelse og hukommelsestab, eller latah, der betegner en tilstand af pludselig forskrækkelse efterfulgt af fremsigelse af uartige ord og en trancelignende tilstand. Disse tilstande ses selvsagt sjældent i ren form her i landet, men deres eksistens siger noget grundlæggende om, hvor kulturbundet en given psykisk lidelse er. Det gælder også vores egne diagnoser. I et kapitel om kultur og sygdom skriver antropologerne Vibeke Steffen og Hanne Jessen bl.a. om den amerikanske og vesteuropæiske tendens til at universalisere psykiske lidelser, hvilket i et globalt perspektiv er absurd. I vores del af verden beskrives depression som en smertefuld tilstand med håbløshed og manglende livsglæde. Som diagnose er depression meningsløs i en buddhistisk kultur, der bygger på, at livet i sig selv er lidelse, sorg og håbløshed, hvorfor en depressiv grundstemning ikke umiddelbart vil blive opfattet som sygelig og behandlingskrævende.