Fra absolut pålidelig kilde har jeg ladet mig fortælle, at Kai Aalbæk-Nielsen netop har sat det sidste punktum i sin herkuliske tetralogi om kærlighedens historie fra antikken til i dag. Og undertegnede er næppe den eneste, som i spænding afventer, hvad den pensionerede seminarielektor mon får ud af at skrive samtidshistorie: Hvordan skal det dog gå med denne 'kærlighed' - hvad har den overhovedet at rutte med i en babylonisk senmoderne tid, hvor sandheder på stribe falder til jorden, og skønne kulturelle fiktioner ender deres dage på møddingen eller som udstoppede artefakter i Museum for Social Evolution? Mens vi venter på Aalbæk og hans sal atticum, må vi stille os tilfreds med indlæggene fra Dansk Folkemindesamlings temadag om 'Kærlighedens ansigter' - en sober og velskrevet antologi, hvori kompetente humanister tager kærlighedslivet ved vingebenet og sætter dens spraglede fjer i historisk og etnologisk relief: Kjerlighedens gjerninger er mange og evigt omskiftelige, og skønt mennesker tilsyneladende huser en iboende længsel efter nærhed og bekræftelse, så er og bliver kærligheden en rebelsk fugl, som lægger sine sære æg i kulturens mørkeste kroge. Kærligheden må bestandigt opfindes for ikke at gå til grunde, og den lille antologi indfanger udmærket stationer på dens flakkende kurs fra førromantikken til i dag. Ikke mindst Else Marie Kofods kapitel om ægteskabsidealer og bryllupsritualer gennem tiderne er interessant læsning, men også de øvrige fire indlæg giver hver for sig stimulerende (om end langtfra udtømmende) indfaldsvinkler på kærlighedslivets historiske metamorfoser. Kærlighed og hoste kan ikke skjules, sagde de gamle romere. Og lad os da bare stramme pointen en smule: Kærligheden er en menneskeskabt virus - det er alt sammen noget, vi finder på.