Det knager i sundhedsparadigmerne, og mens naturvidenskabsmænd blander cellegifte og læser i genomer, vokser utilfredsheden med det biomedicinske menneskesyn, som af mange anses for goldt, fremmedgørende og ude af stand til at imødekomme sit genstandsfelts mange nuancer. Trods årtiers sværdslag er debatten tilsyneladende først lige begyndt og bag ved striden om konkrete behandlingsformers terapeutiske rationale, skimter man en langt mere kompleks og vidtrækkende kontrovers: Hvordan er mennesker overhovedet skruet sammen, og er sundhed andet og mere end fravær af plagsomme symptomer? Også et enkelt blik på hverdagslivet giver rigelig stof til sundhedsteoretisk eftertanke - for på trods af velfærdsudvikling og fejrede medicinske gennembrud har vi det næppe stort bedre nu end i fordums formørkede tider. Ganske vist lever vi længere, og ganske vist kan vi i dag helbrede en hel rad af tidligere fatale lidelser, men i takt med den vestlige verdens drastisk forbedrede levevilkår er nye og foruroligende diagnoser spiret frem: fedme, gammelmandssukkersyge, spiseforstyrrelser og misbrug - for slet ikke at tale om 'smerter i livet', velfærdsmenneskets psykosomatiske visitkort. Spørgsmålet er derfor, om den senmoderne vesterlænding overhovedet kan siges at have det godt. Og i benægtende fald, hvad årsagen til vores elendighed mon kan være i en verdensdel fuld af fremskridt og materiel velstand?
Det selvhelende menneske
Lyt til artiklen
