0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det selvhelende menneske

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det knager i sundhedsparadigmerne, og mens naturvidenskabsmænd blander cellegifte og læser i genomer, vokser utilfredsheden med det biomedicinske menneskesyn, som af mange anses for goldt, fremmedgørende og ude af stand til at imødekomme sit genstandsfelts mange nuancer.

Trods årtiers sværdslag er debatten tilsyneladende først lige begyndt og bag ved striden om konkrete behandlingsformers terapeutiske rationale, skimter man en langt mere kompleks og vidtrækkende kontrovers: Hvordan er mennesker overhovedet skruet sammen, og er sundhed andet og mere end fravær af plagsomme symptomer?

Også et enkelt blik på hverdagslivet giver rigelig stof til sundhedsteoretisk eftertanke - for på trods af velfærdsudvikling og fejrede medicinske gennembrud har vi det næppe stort bedre nu end i fordums formørkede tider.

Ganske vist lever vi længere, og ganske vist kan vi i dag helbrede en hel rad af tidligere fatale lidelser, men i takt med den vestlige verdens drastisk forbedrede levevilkår er nye og foruroligende diagnoser spiret frem: fedme, gammelmandssukkersyge, spiseforstyrrelser og misbrug - for slet ikke at tale om 'smerter i livet', velfærdsmenneskets psykosomatiske visitkort.

Spørgsmålet er derfor, om den senmoderne vesterlænding overhovedet kan siges at have det godt. Og i benægtende fald, hvad årsagen til vores elendighed mon kan være i en verdensdel fuld af fremskridt og materiel velstand?


I 'Det selvhelbredende menneske' udpeger den svenske immunolog Susanna Ehdin en række sandsynlige svar. Hendes baggrund er laboratoriet, men hun betragter først og fremmest sig selv som en slags brobygger mellem etableret 'apparatfejlsmedicin' og klassiske østerlandske kundskabstraditioner.

Mennesket består af to procent materie og 98 procent energi, hævder hun, og fokuserer man blindt på det kødelige aspekt, risikerer man at overse væsentlige dimensioner af kroppens trivsel og iboende kompetencer. Ifølge Ehdin bør mennesket i stedet anskues som en foranderlig bio-psyko-social helhed, et delikat økosystem, hvori tanker, følelser, krop og sjæl lever (eller bør leve) i ubrydelig symbiose.

Bogens fokus er især rettet mod organismens nødvendige næringsstoffer og i forlængelse af højaktuelle ernæringsdiskussioner (inklusive den hjemlige Arne Astrup-sag), leverer forfatteren en på mange måder overbevisende kritik af den vestlige verdens uhensigtsmæssige kostvaner: vores indtagelse af tomme kalorier og skadeligt fedt, vores forbrug af industrielt forarbejdet junk food, vores manglende viden om simple diætiske grundregler, de mange skadelige tilsætningsstoffer, det paradoksalt omvendte forhold mellem fødevarekvalitet og salget af kogebøger og fikse designerkøkkener.


»Du er, hvad du spiser«, siger man, og hos Susanna Ehdin skal det gamle ord tages for pålydende: De fleste af os er - hævder hun - kronisk forgiftede af tv-dinners og vanedannende stimulanser, og vil man leve sundt og harmonisk, må man behandle sin krop som andet og mere end blot et ligegyldigt hylster.

Det er således bogens hele pointe, at kroppen i princippet er 'selvhelbredende', hvilket groft sagt betyder, at det sunde individ er i stand til at forblive sundt, mens et belastet kropsligt økosystem vil bukke under for selv den mindste indtrængende irritant.

For at opretholde en vital 'biobalance' er det således nødvendigt til stadighed at være bevidst om sin livsstil og sine kostvaner - at tage ansvaret for sit legeme, sin sjæl og sin sundhed.


Det er på mange måder en interessant bog, den svenske immunolog har begået, dels fordi den faktisk behandler sit stof både sobert og kyndigt, dels fordi forfatteren lægger vægt på faglige synteser frem for enerverende ideologisk grøftegraveri.

Når det er sagt, så afføder bøger som denne for mig at se altid et problem: Hvad skal vi egentlig bruge alle disse velmenende råd til? For selv hvis samtlige bogens oplysninger og analyser er korrekte, hvem siger så, at jeg som læser kan abonnere på dens grundlæggende forestilling om 'det gode liv'?

Får ens gang på jorden nødvendigvis mere eksistentiel fylde af at være i holistisk balance, eller kunne der tænkes at være kvaliteter ved en indolent friture-tilværelse, som Ehdin simpelt hen overser?

Som bekendt lever vi i et notorisk 'risikosamfund', og selv om længslen efter 'det tabte' er både forståelig og historisk velkendt (man kan således anskue den moderne epoke som én lang, uforløst nostalgi), så er Ehdins nok så velargumenterede modus vivendi altså blot ét af utallige, og det må aldrig overses, at også 'usundheden' har sin æstetik, sine attraktive gevinster.

Når alt kommer til alt, anser jeg faktisk skeptiske spørgsmål som disse for en slags tillægsbonus ved 'Det selvhelbredende menneske'. Ehdins kulturkritik ansporer til mange, parallelle diskussioner. Og det er ikke så lidt.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce