Konservatisme er kærlighed. Kærlighed kan man kun nære til noget, man kender, og som man har lært at holde af. Kærlighed giver ikke tryghed, ikke altid i hvert fald, men kærlighed fortæller én, hvor man hører til og har et ansvar. Det var den enkle version. Den komplicerede kan man til gengæld læse i en spændende debatbog, hvor redaktøren Anders Ehlers Dam har spurgt 13 kloge hoveder, hvad konservatisme egentlig er og var. Filosofisk set kan man sige, at da socialismen havde taget ligheden og liberalismen friheden i den franske revolutions berømte budskab, tog konservatismen til takke med broderskabet. Lighed og frihed er universelle budskaber, de gælder alle. Broderskab derimod bliver i familien. Og her taler man som bekendt sjældent over sig. Derfor mangler vi stadig det store, berusende konservative kampskrift. I bogens åbningskapitel peger Göran Dahl på, at konservatismen til sin egen fortrydelse altid har måttet spille på modstandernes banehalvdel. Men årsagen er den enkle, at konservatismen historisk blev til i kampen for privilegier, som nye samfundskræfter gjorde krav på. Det er en kamp op ad bakke. Den demokratiske kultur kræver særdeles gode grunde, hvis nogen skal påberåbe sig særrettigheder. Desværre forbigås dette sorte kapitel af konservatismens historie i bogen. Det burde have været diskuteret i ellers oplysende teoretiske overblik ved f.eks. Carsten Bengt-Pedersen, en noget aggressiv Henrik Jensen og Carl-Göran Heidengren.
Det konservative broderskab
Lyt til artiklen
