0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fangevogter på bonede gulve

Meget private erindringer fra en fængselsbetjent, der forsøgte sig som selvbestaltet diplomat.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det kan godt minde lidt om en moderne udgave af 'Kaptajnen fra Köpenick', når Uno Wolf fortæller om sit liv. I mange år var han fængselsbetjent i Statsfængslet i Horsens. Samtidig samlede han på politiuniformer fra den halve verden. Og en skønne dag begyndte han så at agere diplomat i de baltiske lande.

I kejsertidens Berlin udstillede den arbejdsløse skomager Wilhelm Voigt med et enkelt trick den preussiske autoritetstro og militarisme til evig latter. Han købte simpelthen en brugt kaptajnsuniform og overtog kommandoen over en deling soldater. Anderledes med Uno Wolf. Hans gæstevisit på de bonede gulve vil næppe sætte sig varige spor.

Han indledte sit selvbestaltede diplomati i den hektiske tid efter Berlinmurens fald, men inden de baltiske lande opnåede selvstændighed. Det står ikke ganske klart i bogen, hvad hans hensigt var - ud over at se nogle fængsler og skaffe sig nogle flere uniformsdele til samlingen.

Men han kløede på, og inden længe var han på flere rejser gæst hos de baltiske regeringer. Han fik også en estisk delegation til Horsens. Og esterne lovede at gøre ham til konsul, uden at det dog blev til mere end løftet.


Uno Wolf beretter med en pudsig selvhøjtidelighed om sine gøremål på disse rejser. Han fortæller pertentligt om praktiske detaljer, som hvilken godnatøl han drak. Men læseren får ikke meget at vide om de personer, han møder - om hvad de siger, tænker, mener og føler.

Det er en meget privat bog, Uno Wolf har skrevet. Hovedparten er viet hans tid i Kriminalforsorgen. Men både i de kapitler og i beskrivelsen af hans baltiske eventyr minder det hele mest om en dagbog, der vanskeligt kan fange interesse uden for familiens og vennernes kreds. Perspektivet og analysen mangler i en sådan grad, at det aldrig rigtig bliver interessant for en udenforstående.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce