Mon ikke der er en god chance for, at man i fremtiden vil se tilbage på det seneste tiår som en storhedstid inden for oversættelsen af kanonisk litteratur fra den græsk-romerske oldtid til dansk? Det kunne godt gå hen og blive resultatet af den storslåede indsats, som især Otto Steen Due har leveret i de senere år med sine roste versoversættelser af både Homer, Ovid og Vergil. I skyggen af Dues episke bedrift har hans filologkollega fra Aarhus Universitet Bent Dalsgaard Larsen også begået en dåd af dimensioner. Ham kan man takke for, at det i dag er muligt at læse det største og vigtigste værk af kirkefaderen Augustin 'De civitas Dei' på dansk i sin fulde udstrækning under titlen 'Om Guds stad'. De seks bind, som oversættelsen oprindeligt udkom i fra 1984 til 1996, har Aarhus Universitetsforlag nu samlet og udsendt i et bind. Handy kan man ikke kalde det. 'Om Guds stad' i etbindsudgaven er på over tusind sider og både tykkere og tungere end telefonbogen. Størrelsen sømmer sig imidlertid for et værk, der i sin tid lagde store dele af det spekulative fundament for middelalderens måde at tænke på. Dets idehistoriske konsekvenser rækker langt ud over teologien og er gældende inden for sådanne områder som politisk filosofi og historiefilosofi. Værket blev til i overgangsfasen fra den græsk-romerske 'hedenskab' til kristendommen. I modsætning til tidligere kirkefædre var Augustin stærkt optaget af at komme i dialog med den græske filosofi, og {lsquo}Om Guds stad' er blandt andet hans bud på et 'missing link' mellem de to kulturer og filosofier. Alene af den grund er værkets virkningshistorie ganske enkelt uoverskuelig. Anledningen til kæmpeværket, som Augustin skrev i årene 413 til 427, var nu ganske håndgribelig. 24. august 410 havde den vestgotiske kong Alarik invaderet og plyndret løs i selveste Rom. Selv om det kun stod på i nogle dage, var begivenheden rystende for den senromerske selvforståelse. Man havde brug for en forklaring, og mange begyndte at bebrejde kristendommen, som knapt hundrede år forinden var blevet statsautoriseret som religion. Fornedrelsen blev forstået som de gamle statsguders hævn for, at man var holdt op med at ofre til dem.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























