Sætter man et spejl foran en chimpanse, ved man ikke, om den ser sig selv eller blot en artsfælle. En amerikansk forsker fik den gode ide at male en rød klat i panden på en sådan chimpanse, mens den sov. Når den vågnede og så sig selv i spejlet, så den først overrasket ud. Dernæst førte den en finger op til sin egen pande og følte efter. Hvoraf man kan udlede, at chimpansen må vide, det er den selv, den ser i spejlet. Bent Jørgensen, tidligere direktør for Zoologisk Have, har på sin arts vegne set sig selv dybt i spejlet, og det er der kommet en fin lille slægtshistorie ud af, som han kalder det. 'Dyret i dit spejl' væver dygtigt forklaringer sammen på, hvordan stadig højere egenskaber udvikler sig i primaternes rige. Mens en hest og andre dyr på jordoverfladen har øjne, der ser fladt og næsten 360 grader rundt, har en primat, der lever i træerne, brug for dybdesyn, for der er langt at falde, hvis man ikke griber den næste gren præcist. Dybdesyn er også smart, hvis man skal gribe insekter i stedet for at spise græs, for man får kun en chance, og så er insektet væk. Når øjnene således er fremadrettede, er der ikke plads til en stor næse, og derfor er vores lugtesans så ringe. Da aberne ikke længere kunne se noget bagud, blev de sociale dyr, så de kunne beskytte hinanden mod at blive overrumplet bagfra. Og da nåletræer veg for løvtræer, udviklede aberne farvesyn til at skelne frugternes farver med. Frugtfangst kræver en god hjerne, for frugttræer er langt fra hinanden, og blandt andet derfor voksede hjernen. Og når man skal springe rundt og lede efter frugt kan man ikke bære mere end én unge med sig, hvorfor disse primater begyndte kun at føde ét barn i stedet for kuld. Og så videre. Besnærende forklaringer, i god overensstemmelse med den seneste forskning, og garneret med konkurrerende teorier, hvor forskerne endnu er uenige.