Endnu før vrede demonstranter havde skabt kaos ved Verdenshandelsorganisationens møde i Seattle i 1999, havde den unge canadiske journalist Naomi Klein skrevet bogen 'No Logo' færdig. Inden gadefejere og renovationsvæsen havde fjernet de udbrændte bilvrag og det smadrede glas i den amerikanske bys finanskvarter, var bogen på vej til at blive en bestseller i hele verden. »MTV-æraen har fået sin 'Das Kapital'«, jublede en engelsk anmelder. Kleins fortjente succes skyldes, at hun i 'No Logo' meget grundigt og klart beskriver, hvilken dagsorden en antikapitalistisk bevægelse bør have i den globaliserede produktions og kommunikations tidsalder. Styrken ved 'No Logo', der fremstår som en blanding af videnskab og politisk manifest, er, at den går på to meget velformede ben. Den rummer både konkret information om, hvordan de dyre mærkevareprodukter, som den rige verdens forbrugere, herunder Politikens medarbejdere og læsere, går rundt med, bliver til i den tredje verdens stinkende fabrikker. Og anvisninger på, hvordan det kan lykkes Vestens forbrugere og aktivister at tvinge selv de største amerikanske virksomheder til at give deres ansatte i den tredje verden højere løn og bedre arbejdsforhold. Siden gennembruddet, som gjorde Klein til en global aktør, »verdens mest indflydelsesrige person under 35 år«, er der sket det paradoksale, men også helt forventelige, at hun selv er blevet et brand. »Naomi Klein« er et logo, ligesom bogstaverne, der danner titlen eller tegnet 'No Logo', er det. Kleins ugentlige klummer og kommentarer går som varmt brød i aviser til venstre for midten over hele verden. Et stort uddrag af dem, flere af dem har tidligere været trykt i dagbladet Information, foreligger nu på dansk. De fleste tekster i 'Hegn og led' (den rædselsfulde og misvisende danske titel) er skrevet i forbindelse med nogle af de demonstrationer, sociale topmøder og konferencer, som Klein har deltaget i, efter at 'No Logo' gjorde hende berømt. Seattle, Genève, Quebec, Prag, Porto Alegre, Sydafrika.