0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Nyt fra fronten

Naomi Klein, forfatteren til 'No Logo' , er tilbage. Hendes nye artikelsamling viser, at der er et alternativ til blind vækst og nyliberalisme.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Endnu før vrede demonstranter havde skabt kaos ved Verdenshandelsorganisationens møde i Seattle i 1999, havde den unge canadiske journalist Naomi Klein skrevet bogen 'No Logo' færdig.

Inden gadefejere og renovationsvæsen havde fjernet de udbrændte bilvrag og det smadrede glas i den amerikanske bys finanskvarter, var bogen på vej til at blive en bestseller i hele verden. »MTV-æraen har fået sin 'Das Kapital'«, jublede en engelsk anmelder.

Kleins fortjente succes skyldes, at hun i 'No Logo' meget grundigt og klart beskriver, hvilken dagsorden en antikapitalistisk bevægelse bør have i den globaliserede produktions og kommunikations tidsalder.

Styrken ved 'No Logo', der fremstår som en blanding af videnskab og politisk manifest, er, at den går på to meget velformede ben.

Den rummer både konkret information om, hvordan de dyre mærkevareprodukter, som den rige verdens forbrugere, herunder Politikens medarbejdere og læsere, går rundt med, bliver til i den tredje verdens stinkende fabrikker. Og anvisninger på, hvordan det kan lykkes Vestens forbrugere og aktivister at tvinge selv de største amerikanske virksomheder til at give deres ansatte i den tredje verden højere løn og bedre arbejdsforhold.

Siden gennembruddet, som gjorde Klein til en global aktør, »verdens mest indflydelsesrige person under 35 år«, er der sket det paradoksale, men også helt forventelige, at hun selv er blevet et brand. »Naomi Klein« er et logo, ligesom bogstaverne, der danner titlen eller tegnet 'No Logo', er det.

Kleins ugentlige klummer og kommentarer går som varmt brød i aviser til venstre for midten over hele verden. Et stort uddrag af dem, flere af dem har tidligere været trykt i dagbladet Information, foreligger nu på dansk.

De fleste tekster i 'Hegn og led' (den rædselsfulde og misvisende danske titel) er skrevet i forbindelse med nogle af de demonstrationer, sociale topmøder og konferencer, som Klein har deltaget i, efter at 'No Logo' gjorde hende berømt. Seattle, Genève, Quebec, Prag, Porto Alegre, Sydafrika.


Kommentarerne, hvoraf en af de seneste (som ikke er med i bogen) handler om USA's privatisering af Irak og udsalg af landets rigdomme, er indignerede og som regel ganske velunderrettede, men byder hånden på hjertet sjældent på pointer, som ikke er hørt før.

Klein gennemhegler nyliberalisme, fagforeningsforbud, patenteringspolitik og de overgreb på demokrati og menneskerettigheder, som er foretaget i terrorbekæmpelsens navn siden 11. september. Hun er ikke overraskende en skarp kritiker af præsident Bush og den måde, som 11. september er blevet brugt til at styrke USA's dominans i verden på.

Bogens titel - på engelsk hedder den 'Fences and Windows' - skyldes, at Klein både skriver om de begrænsninger, der er for demokratisk deltagelse og demokratisk ejerskab rundt omkring i verden, og de er mange - og om de frirum, »vinduer«, som det er lykkedes at etablere hist og her.

Såkaldte »befriede områder«, hvortil, må man forstå, hører de områder i Chiapas i Mexico, som det er lykkedes Kleins helt, den formummede Subcommandante Marcos, at rive løs fra den mexicanske undertrykkelse. Klein gør altid vældigt meget ud af ikke at ville fremstå som revolutionsromantiker, selvom det er indlysende, at hendes dagsorden indebærer et brud med markedsøkonomiens logikker.

Men over for »Il Subcommandantes« latinomaskuline charme bliver selv den klarhjernede canadiske kvinde blød i knæene. »Med zapatisterne har vi ikke en drøm om en revolution, men en drømmende revolution«, skriver hun i bogens mest selvafslørende tekst.

At antiglobaliseringsbevægelsens bedste hoved sidder på en krop, der også rummer et bankende hjerte, er dog i bund og grund Kleins styrke som formidler. For aktivister, stenkastere eller ej, er der megen inspiration at hente i Kleins skriverier.

For os andre kommer bogen lige til tiden, alene fordi den dokumenterer, at der foregår noget derude. At der er nogen, der vil noget andet end de mægtige virksomheder, som i disse år omdefinerer alt det, der tidligere var fælles, til salgbare produkter og privatejede patenter.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu