For dem, der er vokset op med sammenbidte og temperamentsfulde tennisspillere som Björn Borg og John McEnroe på farvefjernsynets skærm, er det vanskeligt at forestille sig, at der engang var en sort-hvid æra, hvor et filosofisk multimenneske som Torben Ulrich kunne være tennisstjerne på internationalt niveau. Hvor der var plads og rum i en Wimbledonspillers hoved til også at beskæftige sig lidenskabeligt med jazzmusik og undergrundskultur både som udøvende og som - formidabel - skribent. Men det var der, og både for yngre nysgerrige læsere og gamle fans af Danmarks mest egensindige og reflekterende boldmenneske nogensinde er Lars Movins smukt redigerede og generøse værk om multimennesket Ulrich dagens gode nyhed. At sætte sig med bogen, der består af diverse korte interview med 'vidner', der har haft Ulrich tæt inde på livet, samt Ulrichs egne tekster, som de har formet sig, siden han skrev den allerførste i 1947, er som at blive taget med på en lang rejse ind i alt det, der slap mennesker fri i det tyvende århundrede. Jazz, bebop, blues, beat og rock. Nye muligheder, nye attituder. »Jazz er mere end fritidsløjer«, skrev den 25-årige Torben Ulrich i en programmatisk artikel i 1953, og det, man møder i hans mange artikler, er det nye blik på verden, som udviklede sig blandt individer, der via musik og andre former for legemlig og spirituel udfoldelse, kunst og kulturudøvelse forsøgte at finde en farbar vej i efterkrigstidens velstandssamfund, hvor konformitet og tilpasning ellers var normen. Det må have været som at finde vand i en oase at læse Ulrich dengang i begyndelsen af 1950'erne, hvor hverken den amerikanske beatgeneration eller Elvis endnu havde åbnet munden. Tag blot hans nuancerede gennemgang af fordele og ulemper ved diverse rusmidler fra 1954, der formuleres ind i en jazzmusikalsk sammenhæng, men står som et grundlæggende forsvar for det kreative menneskes valg af de stimulanser, der nu engang virker efter ønske Almindelig fuldskab gør eksempelvis en musikers improvisation brovtende med en pil mod det vulgære. »Marihuana giver først og fremmest tid, oceaner af tid. Musikken bliver luftigere, rytmisk meget mere nuanceret, somme tider med en tendens til overdreven lazines«.