0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

30-dageskrigen i Trollhättan

Divaer og dramaer, krise og kridtstreger. Kirsten Jacobsens 'Dagbog fra Dogville' er en mageløs og underholdende beskrivelse af optagelserne til Lars von Triers Cannesaktuelle 'Dogville'.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det begynder næsten som en film i sig selv. Sådan lidt i retning af Francois Truffauts film 'Den amerikanske nat': Her kommer tidens hotteste filmdiva ned fra himlen i sit jetfly. Her lander 1940'ernes film noir-films sidste femme fatale sammen med en anerkendt, men mindre kendt teaterskuespiller fra New York. Her er den håbefulde lovende ungersvend med et par interessante biroller i sin bagage. Så har vi karakterskuespillere af begge køn i forskellige aldre.

Svensk films grand old lady melder sig. Siden et par tunge drenge fra gamle film, en skriver nu helst på sine erindringer, en anden har været på alt undtagen rulleskøjter. Tavst, professionelt og mere beskedent samles så kamerafolk, runnere, scripters, instruktørassistenter, producere, lydfolk og et par wannabes.

Så venter man. Ikke på Godot, men på noget næsten lige så guddommeligt. Nemlig på den geniale instruktør, hvis hjerne, øje og hænder forløser selv det mest mærkelige manuskript til stor kunst. Vi ved, at fødslen vil blive svær. Der vil blive grædt og leet, nogen vil forelske sig i hinanden, andre vil hade inderligt, og måske i sidste ende vil en ny stjerne blive født, i hvert fald noget, som ligner en film.

Sådan går det, og sådan går det alligevel ikke helt her. Ikke i Hollywood, men i Trollywood, et flamboyant navn for en trist svensk udørk ved navn Trollhättan. Stedet, hvor man i vinteren 2002 optog Lars von Triers 'Dogville'. Og når denne produktion forløb noget anderledes end alle andre, skyldes det hele stilen, stedet og det brogede sammenrend.

Samtlige skuespillere bliver bogstaveligt muret inde i en stor hal, næsten som en spøjs blanding af Sartres 'Lukkede døre', 'Big Brother' og skolens obligatoriske lejrtur. Vi er alle i samme båd, og alle er på hele tiden, man kan ikke bare trække sig tilbage og først dukke op til de scener, man er med i. Guds øje, dvs. instruktørens kameraer, ser alt, derinde i rummet, hvor en by består af kridtstreger, dialoger og rekvisitter!


Kirsten Jacobsen har skrevet en mageløs, underholdende og inciterende dagbog om byen Dogvilles opstigning og undergang. Spækket med flotte farvebilleder og skrevet i en tør, saglig og dog analytisk stil. Øjensynlig neutral og alligevel som alle konstruerede dagbøger upålidelig på den fede måde.

Der er en åben hensigt, en dialektisk holdning bag tekstens elegante impressionisme. Nicole Kidman får besøg af Russell Crowe, Lauren Bacall er vitterlig en hårdkogt rapkæftet primadonna, Stellan Skarsgård er charmerende morsom i munden. Og alle konfronteres med et eller andet ikke før set i deres liv. Der er nogen, som scorer, og nogen, som bryder sammen.

Men det er ikke det væsentlige tema i bogen. Det velsignede er netop dens mangel på sladdervorn nyfigenhed. Man kan sige, at 'Dagbog fra Dogville' indirekte kommer til at handle om det at skabe kunst i almindelighed, film i særdeleshed.

Lars von Trier fanger optagelserne an med at afspille Sørøver Jennys 'song' fra Brechts og Weills 'Laser og pjalter', sangen om den forhutlede opvaskerpige, som drømmer om, at sørøvere vil skyde byen i grus og knuse alle undertrykkere.

Det er en god ouverture. Og den burde sige alt om, hvad von Triers hensigt er med både filmens form og indhold. Det er både Brechts berømte 'kommunistiske' ensemblespil på fremmedgørelseseffekter og hans teatralsk-episke civilisationskritik, som spøger i von Triers intention.

Den synes anderledes avantgardistisk i filmens verden, men er sådan set meget old hat i teatrets. Det er interessant, at det netop er teaterskuespilleren Blair Brown, som i amerikansk teaterliv er, hvad Ghita Nørby er i vores, som gennemskuer metoden. Opførelsen af Thorton Wilders 'Vor by' i 1938 bygger præcis på 'Dogville's principper, og så er der altså både Brecht og Beckett.


Men filmskuespillere har ikke samme historie som deres kolleger fra de skrå brædder. De fleste af kalenderbladene handler om Lars von Triers problematiske instruktion af Nicole Kidman. Hun forstår ham ikke, og så alligevel gør hun. Især når hun sættes i scene med en anden dramatisk aktør, den altid fremragende Skarsgård.

Men så er der stakkels unge Paul Bettany, som er på nippet til at blive fyret. Og den store skuespiller fra Dramaten, Harriet Andersson, som berettiget bliver sur på Lauren Bacall, hvis dramatiske talent aldrig var himmelråbende. Der er en latent krig på kniven mellem filmens og teatrets menneskeopfattelse for slet ikke at tale om den stigende utilfredshed blandt alle teknikerne på gulvet.

Men der er også et kalejdoskopisk portræt af Lars von Trier, manden med sin indre Hitler og en hang til vingummi og valium. Karismatisk, krukket og grænseoverskridende pinlig, men også en af tidens mest banebrydende filmkunstnere.

Tilbage står så de to frontsoldater, instruktørassistenten Anders Refn og altmuligkvinden, produceren Vibeke Windeløv, der sådan set bliver dagbogens virkelige helte med deres psyke støbt i tefal. De gennemførte 30-dageskrigen og kom ud med sejrspalmerne.

Om de så også kommer fra Cannes, får vi at vide på søndag. Indtil da skal denne fascinerende dagbog anbefales til alle, som interesserer sig for Paradiset børn i den verden, som nu og da bliver til et helvede i kunstens forgård.