Allerede Seneca indså, at den bedste måde at forspilde livet på er ved at udsætte det: »Derved lader man hånt om hver ny dag, derved berøves man det, som er, mens man lover sig noget af det, der skal komme. Den største forhindring for at leve er den forventning, som gør afhængig af morgendagen og lader dagen i dag gå tabt«, skrev den romerske filosof cirka år 50 e.Kr. og tilføjede: »Deres liv er yderst kort, som altid er travlt beskæftiget«. Senecas liv blev afbrudt unaturligt af tvunget selvmord på grund af kejser Neros vrede. Vi andre har mindre dramatiske grunde til at forkorte og forsure vore dage: stress, permanent tilgængelighed på grund af mobiltelefoner, internet og transportmidler og alt muligt andet, der gør livet lettere og samtidig ikke levner os pauser. Den svenske professor i religionspsykologi ved universitetet i Uppsala Owe Wikström sætter fingeren på alle vore ømme punkter i sin seneste bog 'Til langsomhedens pris' med undertitlen: 'eller faren ved at køre på knallert gennem Louvre'. Enhver kan se, at det er dumt at opleve malerier på den måde. Man opfatter ingenting. Men det er sådan, vi lever livet, mener Owe Wikström. Det begrunder han ved mange gode eksempler og fine citater. En stor del af disse er fra svenske forfattere, som sikkert ikke er almindeligt kendte herhjemme (i alle tilfælde ikke af mig), men citaterne er så fyldige, at det ikke er et problem at være med. Hvis det altså er det, man har lyst til. Bogen lægger sig op ad den strøm af bøger, der handler om vort fortravlede liv, og hvad vi kan gøre for at sadle om. Ikke at det er en banal selvhjælpsbog, den er mere filosofisk - og religiøs - end som så og behagelig at læse. Hvis man altså er i det humør og er modtagelig.