0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Lægens ord

For de fleste patienter er samtalen med lægen dagens vigtigste. For lægen er den rutine.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Man tager et elektrokardiogram og diagnosticerer et infarkt i myocardiet. Der gives thrombolytisk behandling, og patienten bliver hurtigt helt symptomfri. Derefter foretager man en coronar angiografi, som viser forsnævring af flere coronararterier, og man bestemmer sig for en bypassoperation.

Denne sygehistorie er ikke umiddelbart forståelig for ret mange, der ikke har en sundhedsvidenskabelig baggrund, men de sproglige ingredienser er ikke vanskelige at identificere: Der er ord fra de klassiske sprog, undertiden i fordansket skikkelse, der er nyere engelske lån, og grundteksten er dansk, lægedansk, moderne medicinsk fagsprog

Citatet er hentet fra en ny og meget interessant fremstilling, 'Lægevidenskabens sprog - fra Hippokrates til vor tid'. Den er skrevet af professor Henrik R. Wulff, tidligere overlæge og professor i klinisk beslutningslære og etik. Gennem årene har såvel han som hans kollega Povl Riis udfoldet bestræbelser på at udvikle den sproglige bevidsthed inden for sundhedsvidenskaberne og at fremme god formidling af lægeligt stof.

Lægens sproglige opgaver er komplekse. Man skal kunne læse og udtrykke sig på engelsk, man skal beherske et fagsprog, som er under hastig udvikling, man skal kunne kommunikere kollegialt, også med kolleger fra andre specialer, man skal kunne tale med patienter med vidt forskellig baggrund, og man skal kunne tale om alvorlige emner på en måde, der passer til situationen. Den gode læge er et professionelt medmenneske, ikke blot en autoritet.

For de fleste patienter er samtalen med lægen dagens vigtigste! For lægen er den en af mange, og dét, som af patienten opleves som unikt, kan være meget rutinemæssigt for lægen. Men det er galt, hvis patienten føler sig ekspederet mere end rådgivet og behandlet, og følelsen af afmagt er i forvejen udtalt hos mange. Som patient ved man, at der er noget galt, men ikke altid hvad, man håber det bedste, men ved ikke, om der er noget at håbe på, man har måske smerter, men man kan ikke selv skaffe sig af med dem. Ofte ligger man ned, medens lægen står op. Kommunikationen er i enhver henseende asymmetrisk.


At læger ofte taler fra en sikker position bevirker, at de er lette at kende på travet. Hvis man f.eks. åbner for Radioavisen og tilfældigt falder ind i et interview med en læge, er det let at høre. Læger er vant til at få lejlighed til at tale ud, og de forventer høflig adfærd af samtalepartneren. Det er ikke alle journalister, der stiller op til det - længere.

I medierne er mange lægers udtryksform traditionelt autoritativ indtil det docerende, men også på dette område er spektret ved at blive bredere, og de stakkels læger er da også blevet udstyret med en hær af administratorer, der som generalister henholder sig til at være autoriteter på alle felter. Det er i almindelighed bedst for en generalist at have været specialist. Man må på den anden side frygte den dag, hvor de dygtigste læger søger over i de administrative topstillinger.

Sådanne emner indgår ikke i Henrik R. Wulffs fremstilling, der tager udgangspunkt i det fag- og sproghistoriske forløb for så at give en status over de aktuelle vilkår. Wulff gennemgår lægegræsk og den lange lægelatinske periode, både her og i udlandet.

I Danmark skrev lægerne deres patientjournaler på latin langt op i 1800-tallet. Frem til 1991 skulle man have bestået den lille latinprøve for at kunne optages på medicinstudiet. Jeg begriber ikke, at dette krav er ophævet; kendskab til latin er både en støtte ved tilegnelsen af det traditionelle fagstof og en hjælp til forståelsen af de mange nye fagtermer, vi modtager gennem engelsk i vore dage.

Lægelatinen afløstes af et nationalsprogligt fagsprog, lægedansk, og kyndig og interessant er forfatterens redegørelse for den engelsksprogede indflydelse på dansk fagsprog. Der tilbydes oven i købet et fornemt overblik over fagsproget i en lang række andre lande, både dem »vi plejer at sammenligne os med« og mange andre.

Fremstillingen krydres af et væld af gode eksempler og fine konkretiseringer af sammensatte problemstillinger. Som sprogmand må man tage hatten af for den hvidkitlede kollega, der virkelig har sat sig ind i tingene, også uden for sit eget professionelle hovedområde.

Henrik Wulff lægger ikke skjul på, at han ønsker det danske fagsprog bevaret, et synspunkt, jeg fuldt ud kan tilslutte mig, både pga. de mere specielle hensyn til patientkommunikationen og den almene værdi af et dækkende og bredspektret dansk fagsprog. Lægedansk er i egentlig forstand et vitalt anliggende.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce