0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Traumernes land

Israelsk journalist skildrer 'det andet Israel', hvor fattigdom, desperation og krigspsykoser lurer under overfladen.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et af verdens ældste folk i en af verdens yngste stater. Det ligner opskriften på problemer. Og ganske rigtigt; den jødiske tilværelse i Israel er langtfra problemfri. Ikke kun på grund af fjendskabet med palæstinenserne og det mere end anstrengte forhold til de arabiske naboer. Men i nok så høj grad, fordi der internt i den jødisk-israelske nation ligger nogle voldsomme spændinger og sociale modsætninger, selv om det måske ikke ser sådan ud ved første øjekast.

På overfladen fremstår Israel nemlig som en succeshistorie skabt af standhaftige og viljestærke jødiske immigranter fra hele verden; resultatet er, at landet i dag hører til blandt klodens 30 mest velstående, har et velfungerende demokrati, en veluddannet befolkning og en slagkraftig hær.

Men kradser man lidt på det pæne billede, er der også andre indtryk, som kommer til syne. Hvordan det faktisk ser ud, når den mørke side af den israelske hverdagshistorie bliver udstillet, kan man læse om i en stærk og fascinerende bog skrevet af journalisten og forfatteren Igal Sarna (f. 1952).

Han er tilknyttet det store dagblad Yediot Aharonot og har sammensat 14 af sine artikler i en bogudgivelse, der genremæssigt kan karakteriseres som litterær journalistik. Historierne virker som noveller, så fantastiske og surreale fremstår de, men de har ikke desto mindre alle hold i virkeligheden. Og hvilken virkelighed: Død, lidelse, fortrængninger og usikkerhed nærmest vælter ud af siderne.


Vi præsenteres for et både deprimerende og livskraftigt galleri af personer; der er Ze'ev, søn af overlevende fra Holocaust og en af forfatterens barndomsvenner, som begik selvmord i New York, ensom og forladt; bedouin-drengen Mahmoud, som slog sin voldelige far ihjel og blev idømt livsvarigt fængsel, mens en yngre israelsk mand, der begik en tilsvarende forbrydelse, slap med ti år i skyggen; den russiske indvandrer Petrov, som ikke kunne klare afdragene på sine lån og arbejdsløsheden og endte med at hænge sig i et træ; og Ezra, der efter ni års fangenskab i Syrien er mentalt afsondret fra den øvrige verden og lever i sit eget forpinte univers.

Men vi får også beretningerne om den højt dekorerede faldskærmsofficer og efterretningsagent Benda, som opvoksede på et børnehjem, men i en sen alder erfarer at hans biologiske mor er palæstinenser og bor i Jordan med en stor familie; vi hører om den 92-årige kurdisk-jødiske tilflytter Efrayim, som fortsætter med at leve, på samme måde som han gjorde i sit elskede og savnede Irak; og vi får den forunderlige historie om Alfred Heller, der som ung forlod det nazistiske Tyskland, hvor han nåede at færdiggøre sin doktorafhandling, men blev nægtet graden af racemæssige grunde, og nu 50 år senere, får den tildelt af nogle højtidelige tyske embedsmænd.

Mest bevægende er dog forfatterens skildring af sin egen tid under Yom Kippur-krigen, hvor han gjorde tjeneste som tankfører, blandt andet sammen Herbert Pundiks søn, Uri Pundak. Titlen på dette essay 'The Dead Company' er ingen dramatisk overdrivelse; over halvdelen af hans kammerater blev dræbt i de blodige kampe.


Man forstår ved læsningen af Sarnas lille mesterværk, at det israelske samfund bygger på et utal af skæbner med hver deres hemmeligheder; en ofte smertefuld fortid lever videre i mange israeleres psyke og vanskeliggør dermed mulighederne for at leve 'normalt' i nutiden. Sarna søger ikke efter en undskyldning for den officielle israelske politik over for palæstinenserne, men begrunder hvorfor summen af en række menneskers traumatiske oplevelser kan give sig udslag i en paranoid kollektiv bevidsthed.

Bogen anbefales som nødvendig og nyttig læsning til alle, der tror, at israelske jøder blot er krigeriske skikkelser, som kigger hadefuldt på palæstinenserne gennem kikkertsigtet på deres skarpladte maskinpistoler. Tænk engang, nuancer er ikke kun noget, de har hos farvehandleren.

Apropos den farverige virkelighed: Sarna er i færd med at skrive en bog efter tilsvarende princip, men denne gang om palæstinenserne, som han har fulgt på tæt hold gennem flere år som reporter i Gaza og på Vestbredden; også her bliver det forhåbentlig et farvel til de dødssyge stereotyper om palæstinenser ne. Hvad kunne det ikke gøre for den hjemlige debat, hvis disse bøger udkom på dansk?

Man er næsten bange for at sige det højt, men bogen er udtryk for noget så vedkommende som et humanistisk livssyn - et livssyn, som vel at mærke ikke kammer over i selvgode fraser og politisk pædagogik. Det er socialrealisme uden beton og paroler, som tillader det enkelte menneske at træde frem blotlagt og nøgent. Et uafrysteligt møde.