0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Pavelige illusioner

Ansatser til detektivisk plot i bog om perspektivscenens barndom.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Maleriet og teatret har gerne sværmet for hinanden i perioder, hvor illusionen stod på dagsordenen. Så intimt, at når de gamle grækere brugte ordet skenographia, kunne det både hentyde til teatrets bemalede kulisser og så den type overdådigt maleri, der efterhånden alle vegne bedrog øjnene med sine dybdeskabende og lysmodellerende tricks.

Situationen gentog sig i den italienske renæssance, hvor nogle af de mest radikale eksperimenter med tidens nye rumilluderende billedsprog, perspektivet, udspandtes som malet baggrund for skuespil.

Teaterhistorikeren Klaus Neiiendam udgav i 1969 en afhandling om renæssancescenen i Rom, men da forskningen på feltet har kastet en del nye resultater af sig siden da, har han nu bedrevet en lille opfølger, 'Perspektivscenens oprindelse', der samtidig er tænkt som dansk introduktion til emnet.

Umiddelbart kunne tekstens uformelle og anekdotiske stil give indtryk af en fortælling for den uindviede, og dog slipper Neiiendam ikke den lærde konvention om at lade kildetolkningen med alle dens mellemregninger træde i forgrunden.

Resultatet er underlig labyrintisk, et patchwork af halvspundne historier og vel omstændelige udredninger, og dertil sprinklet med latinske og italienske fagudtryk, der ofte står uforklaret eller umotiveret hen (hvad er f.eks. den oskiske atellanerfarce?).


Men har man sans for knudeløsning og i øvrigt appetit på emnet, er der spændende stof at hente i Neiiendams bog, endog ansatser til et detektivisk plot. Plottets helt er maleren Baldassare Peruzzi, og den forsvundne juvel er hans perspektivisk slående scenedekoration til La Calandria, en komedie i nyantik stil begået af den pavelige hofsnog kardinal Bibbiena og opført på Capitol i 1514.

Selv om dekorationen kun er overleveret via beskrivelser som kunsthistorikeren Vasaris, påtager detektiven Neiiendam sig ikke alene at rekonstruere den ud fra en unavngiven tegning i Uffizierne, han plæderer med støtte i en upubliceret Vatikankodeks for, at den udgjorde renæssancens første perspektiviske scenemaleri.

Personligt tvivler jeg på, at udbredte traditioner lader sig sådan herkomstbestemme til enkeltpersoners påhit (a la alfabetet blev udtænkt 743 f.Kr. på den og den græske ø), men det forhindrer ikke, at Neiiendam undervejs trækker interessante udviklingslinjer både bagud i 1400-tallet til Pomponius Laetus' skuespillende akademi og arkitekten Bramantes byprospekter og fremad til Serlios manieristiske træsnit, der standardiserer det perspektiviske scenemaleri ud fra en cocktail af Bramante, Peruzzi og den romerske arkitekturskribent Vitruvius' omtale af de antikke kulisser.

Bogens akilleshæl er dog dens fragmenterede indfatning. Neiiendam får skudt morsomme giftpile af mod pavernes og fyrsternes politiske brug af scenemaleriet, men man savner nogle overbliksskabende betragtninger om byprospektet som genre, om perspektivets forhistorie, ja blot om scenemaleriets funktion i renæssancedramaerne (hvad handlede 'La Calandria' i grunden om?).

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu