Efter moden overvejelse«, lyder den pragmatiske danske oversættelse af indledningsordene i den højtidelige latinske bulle, hvormed pave Pius XII den 29. april 1953 bekendtgjorde oprettelsen af bispedømmet København, det første katolske bispedømme i Danmark siden reformationen. I katolsk sammenhæng havde Danmark indtil da været et generalvikariat, hvis leder regerede på pavens vegne, idet paven var den egentlige biskop i denne missionsmark. Generalvikar blev i februar 1939 den danske biskop Theodor Suhr, en mand med stor administrativ erfaring fra sin tid som prior for et benediktinerkloster i Rom, et vidt forgrenet kontaktnet i kirkens centrale ledelse, og en klar opfattelse af, at tiden var moden til at få oprettet et egentligt bispedømme i Danmark. Denne tanke fremlagde Suhr for sine foresatte under et langt ophold i Rom i 1952, og året efter blev ønsket opfyldt. Det hurtige resultat blev hjulpet på vej af, at paven i 1951 under indtryk af afkolonialiseringen havde udsendt en encyklika med det budskab, at de katolske missioner verden over så vidt muligt skulle betjenes af lokale gejstlige og hurtigst muligt skulle nå en sådan selvstændighed, at de kunne klare sig selv. Med oprettelsen af bispedømmet blev Skt. Ansgars Kirke i Bredgade ophøjet til domkirke, en status som den i praksis allerede havde haft i næsten 100 år, da biskop Suhr i 1941 tog forskud på ophøjelsen ved at gøre det tidligere østrigske gesandtskabskapel til generalvikariatets hoved- og moderkirke »i lighed med en domkirke«.
Rom i København
Lyt til artiklen
