Efterhånden vænnede borgerne i Buenos Aires sig til synet af det umage par. To mænd på gaden i opslugt samtale. En gammel og en ung i eftermiddagens gadebillede. Den blinde digter, nationalklenodiet, og den unge amerikaner med de tykke brilleglas. Jorge Luis Borges og Norman Thomas Di Giovanni. Hver dag klokken fire hentede amerikaneren med det italienskklingende navn den ældre herre ved hans lejlighed i Belgrano, og styrede ham uden om mandehuller, knækkede fliser og udgravninger. Den tweedklædte unge mand fulgte Borges til Nationalbiblioteket, hvor han residerede i et mørkt og fugtigt kontor. Mangen en oversætter ville have givet deres højre arm for at være i samme position som Di Giovanni. At oversætte litteratur er altid en krævende disciplin, men at oversætte Borges rummer sine helt egne udfordringer. Det er et præcisionsarbejde, der kan måle sig med hvilken som helst form for finmekanik. Med den forskel at mekanikken aldrig vil rumme et entydigt rigtigt svar, men hele tiden er et resultat af valg, der i sig uvægerligt rummer fravalg. Det er også en disciplin så dobbeltbundet, at den i sig selv kunne være en tekst af Borges. Særlige problemer har der været i forholdet mellem det spanske og det engelske. Som udgangspunkt var det såmænd svært nok, at Borges' sprogbrug i spanske ører lød arkaisk - var en slags latinsk spansk. Yderligere kompliceret blev det af, at Borges ofte tænkte på engelsk; et sprog han især i dets ældre inkarnationer elskede højt for dets historie og dets digtere. Faktisk foretrak han i flere tilfælde at skrive på engelsk. Således er titlen 'El Hacedor' allerede »oversat« fra 'The Maker' i Borges' hoved inden en engelsk oversætter skulle tage stilling til, hvorvidt 'El Hacedor' virkelig skulle hedde 'The Maker'. Borges fik helt konkret sin inspiration til begrebet fra den skotske digter Dunbar. Men lige meget hjalp det. 'Dreamtigers' var den titel, den oprindelige oversætter til engelsk faktisk valgte. På fransk blev det til 'l'Auteur', der frit fortolkende dog respekterer den indholdsmæssige vægtning, idet det er forfatteren i rollen som skaber, der tænkes på. På dansk valgte Morten Søndergaard som den engelske oversætter at tage sin titel - i dette tilfælde 'Borges og jeg' - fra et centralt digt i samlingen frem for 'Skaberen' (for religiøst) eller 'Mageren' (for troldmandsagtigt). Adopteret på engelsk Med 'The Lesson of the Master' har man imidlertid nu fået en interessant mulighed for at kigge Borges og hans oversætter over skulderen. Kontakten mellem de to blev sluttet på en foredragsturné i USA i 1968. I små fem år boede Di Giovanni i Buenos Aires og arbejdede stort set hver dag sammen med Borges. Hvor tæt de arbejdede sammen fremgår af en forelæsning Borges holdt på Columbia University: »Når vi forsøger at lave en oversættelse, eller en genskabelse, af mine digte eller min prosa på engelsk, opfatter vi ikke os selv som to forskellige mænd. Vi opfatter det virkelig, som om vi befinder os i arbejdet med én bevidsthed«. De to mænd blev fra starten enige om den altafgørende præmis. I modsætning til Nabokov, der mente, at en oversættelse skulle lyde som det, den var og blev - nemlig en oversættelse, så var Borges og Di Giovanni enige om, at en oversættelse så vidt muligt skulle adopteres af det sprog, der blev oversat til. Skulle der oversættes til engelsk, skulle slutresultatet lyde engelsk. Det betød, at parret ord for ord, sætning for sætning, gendigtede den spanske Borges med en langt større frihed end en normal oversætter ville kunne tillade sig. Originalen var ikke ukrænkelig. Den var snarere en absolut tillempning. Et råstof, der ord for ord, og så vidt muligt uden brug af ordbøger, skulle føre frem til de helt rigtige engelske gloser. En strategi parret lagde klart frem i forordet til 'Aleffen'. Hvad nu, hvis ... Kapitlet 'On Translating Borges' er et af de mest interessante i 'The Lesson of the Master', der samler og udbygger en række artikler og essays om Di Giovannis liv som samarbejder med Borges. Ikke uden selvfølelse kontrasterer Di Giovanni sin indsats med et sandt rædselskabinet af »undersættere«, der i tidens løb er gået ind i og ud over Borges' tekster. Pudsigt nok stammer ikke så få af de mere graverende fejltagelser fra folk, der har taget Borges for alvorligt. Overfortolkninger og forsøg på at tage patent på Borges' tankegang har skygget for dømmekraften. Den filosofiske Borges og den underholdende-kryptiske Borges er blevet fortolket, så det forslår. Det er jo bare »'Hvad nu, hvis'-historier« fastslog han selv ved flere lejligheder. Hvad nu, hvis det forgangne ikke fandtes? Hvad nu, hvis alting i verden kunne samles i ét punkt? Hvad nu, hvis en samvittighedsfuld optegnelse af alle detaljer i verden ender med at beskrive vores eget spejlbillede? Hvad nu, hvis man skrev nøjagtig den samme roman igen? Hvad nu, hvis ... Borges bekendte sig ikke til noget æstetisk-litterært program. Ifølge Di Giovanni fyldte det spontane indfald, den finurlige humor og en overraskende mangel på selvtillid mere i hans liv og hans selvforståelse som forfatter, end nogen læser ville have drømt om. Borges opfattede sig selv først og fremmest som læser. Det var hans livs store, dybe eventyr. »Nogle gange tror jeg, at gode læsere er endog mere sjældne og sorte svaner end gode forfattere«. Over for skrivekunsten fandt han læsningen »mere ydmyg, mindre påtrængende og mere intellektuel«. At skrive litteratur var først og fremmest, hvad der morede ham i livet. At skabe disse pertentlige konstruktioner, disse fiktioner i tidsrummet, der blev så opløftende for opfattelsen af virkeligheden omkring dem. Hadede bibliotekarjob Næsten så ironisk som en guddommelig vittighed er det, at Borges, der blev omklamret så varmt af postmodernismens neoencyklopædister, selv anså ophobning af facts som en helt overflødig handling. Borges var leder af Nationalbibiblioteket i Buenos Aires. En stilling der snarere var en hædersbevisning end en praktisk foranstaltning. Som yngre havde han i ni år - tvunget af forværrede økonomiske omstændigheder - været nødt til at brødføde sig selv som bibliotekar. Og han havde hadet det som pesten. Men nu var det en symbolsk position. Oh, at have forfatteren af 'Biblioteket i Babel' som leder af sit Nationalbibliotek! I bygningen fra 1901, der tidligere havde huset Nationallotteriet, skrev den blinde Borges pligtskyldigt under på de nødvendige papirer og fortalte vigtige gæster, at biblioteket rummede 800.000 (senere 900.000) bind. Det var et af de få facts, der med jævne mellemrum skulle opdateres, han kunne på fingerspidserne. Borges var belæst, men han var næppe kommet langt i en tv-quiz. Di Giovannis ophold faldt sammen med Borges' store opblomstring som lyriker. Størstedelen af de vigtigste fortællinger var skrevet, og Borges blevet et latinamerikansk monument, da digtene efter en pause på godt 30 år var begyndt at flyde igen. Den foretrukne form var sonetter og indholdet havde ofte et rytmisk, hypnotiserende element af opremsning. De samme elementer går igen og igen. Sværdet, rosen, månen, mønten. Det gamle Norden. De angelsaksiske digtere. Barndommens patio i forstaden Palermo. Lyset i Buenos Aires' gamle kvarterer. Forfaderen Francisco der kæmpede heroisk og døde ved slaget ved det for næsten alle andre absolut forglemmelige slag ved Junin. Tidens strømme igennem erindringen. Det erindrende, det opremsende og sonettens strofer havde alle sin enkle mnemotekniske forklaring i Borges' blindhed. Det var simpelthen måden, den useende kunne digte digtet og huske sit stof. Men netop gentagelserne er med til at gøre Borges' digte til en særlig bevægende oplevelse for den, der, velsagtens som de fleste, primært kender Borges fra hans tankepirrende fortællinger. Digtene er som bølger, der, nye og gamle i sin oprindelse, løber op på den samme strand. Og i modsætning til fortællingerne er digtene ikke i samme grad underlagt en sand babylonisk forvirring af udgivelser og genudgivelser, reviderede, udvidede og omskrevne udgaver, at det i sig selv kræver en ekspert at hitte rundt i.