Vi er hver dag i fare for at tro på alt det, vi tror vi ved. Min hverdag er cirka sådan-og-sådan, og det sker desværre sjældent, hvis aldrig, at fortovet pludselig åbner sig og åbenbarer et eventyrligt ormehul til et andet sted i universet. Jeg stamper hårdt på flisen. Den holder. Gyngende fortov Men sådan er det ikke her, på argentinske Jorge Luis Borges' (1899-1986) gyngende fortov. Eller rettere, hos Borges finder vi haver med vidt forgrenede gange, labyrinter, man ikke slipper ud af, spejlkabinetter, der spiraliserende strækker sig uendeligt ud i tid og rum. Borges er interessant netop nu, fordi han hverken er en tilforladelig common sense-realist, der tror på, at virkeligheden slet og ret er virkelig, og så ikke mere pjat; eller modsat er en spirituel skønånd, der med ametyst i hånden vagt og beåndet tror på, at der er mere mellem himmel og jord, akke-ja. LÆS OGSÅBrillante Borges Inde mellem de to ekstremer, mellem realisten og spiritualisten, er der en smal, lille stribe, hvor man på samme tid kan være eksakt og uhyrlig, cool og mystisk. Det er på den lille stribe, Borges opholder sig. Borges er notorisk en diagonal figur, der går på kryds og tværs af alle de gængse måder at kategorisere tingene på. For eksempel de skel mellem epoker og kontinenter, mange litteraturhistorikere gør brug af. Hyperlærd Han er altid på farten, rundt mellem alle hjørner, ender og kanter af verdenslitteraturen og filosofien, og ofte foranstalter han overraskende, blitzagtige møder mellem almindeligvis adskilte figurer og fænomener: Schopenhauer og de islandske sagaer, gauchoen og Goethe, Dante og Chesterton, Plinius og en indesluttet sydamerikansk indianer, for slet ikke at tale om alle de vidunderlige imaginære bøger og mennesker, Borges fremdrømmer, og hvor de alle indbyrdes krydsbestøver hinanden. Og det gør han i en toneart, som er distinkt borgesisk; en sammensætning af Borges' hyperlærde, næsten tørt pedantiske og professorale tone, og så de blodige, melodramatiske, vilde og gådefulde begivenheder, der afhandles. I spændet mellem disse to sider af Borges, professoren og fortælleren, åbnes der for et mylder af fabler, der ofte iværksætter kombinationer af kontrafaktiske lege med filosofiske ideer, krimigåder og regulær magisk realisme. LÆS OGSÅDen gamle blinde digter Det er her, vi møder Ireneo Funes med den helt fabelagtige hukommelse, og i historien forfølger Borges de konsekvenser, det har for et menneske ikke alene ikke at kunne glemme, men også at erindre hver eneste lille detalje, hjernen nogensinde har registreret. Funes kan ikke tænke i generelle almenbegreber, han kan ikke tænke kategorien 'hund', men han kan derimod huske hvert eneste lille knurhår, hver eneste vinkel på hjørnetænderne, hver eneste farvenuance i pelsen på hver eneste hund, han har set i sit liv. Gennem den uhyrlige overdrivelse og beskrivelsen af det ekstreme særtilfælde, lykkes det Borges at vise byrden ved det, vi ellers normalt er vældig glade for, nemlig en god hukommelse. Svimlende fabler I 'Aleffen' gælder det en lille, to-tre centimeter lang genstand, der gemmer sig under det nittende trappetrin på en obskur kældertrappe i Buenos Aires. Hovedpersonen, der tilfældigvis også hedder Borges, dyrker den forgæves kærlighed til en Beatriz Viterbo, men hun dør, og det er i hendes mands kælder, at Borges får lov at se ind i Aleffen:
»Aleffens diameter har vel været to eller tre centimeter, men hele kosmos var i den, uden formindskelse. Hver ting (spejlets måne eksempelvis) var en ubegrænset mængde af ting, fordi jeg så den klart fra alle universets punkter (...) mine øjne havde set denne hemmelige og formodede genstand, hvis navn menneskene har tilranet sig, men som intet menneske har set: det ufattelige univers«. Borges har ideen fra filosoffen Leibniz' vidunderlige lille skrift 'Monadologien' (1714), men giver den sit helt eget, uefterlignelige præg: Ved at pakke det hele ind i konkrete detaljer tror vi et sekund på den svimlende fabel. Og her er vi ved et andet fascinerende træk ved Borges. Han har haft mange efterfølgere og efterlignere, fra Umberto Eco til den tidlige Paul Auster, men det er også sådan, at vi i og med Borges' værk må se alle tidligere tekster i et helt nyt og andet lys. Et fattigt ord Det var T.S. Eliots gamle intuition: at det virkelig store værk retrospektivt forandrer alle forgængerværker. Sådan er det også, når man stikker hovedet indenfor hos Borges; ikke alene dirrer og sitrer ens normalt trygge hverdagsverden, men hele det blik, vi kaster på litteraturen og på filosofien, er blevet forandret og korrigeret. Det er på sin plads at sige tak. Tak, fordi den praktisk taget uendelig omfangsrige pakke kan fås for blot 300 kr. Jeg bliver rørstrømsk. Men rørstrømskheden er på sin plads, for med mesteren Borges er det sådan, at meget kan siges på usandsynlig lidt plads, her de blot 431 sider. LÆS OGSÅBorges & Borges Med oversættelsen og den samlede udgivelse af henholdsvis 'Nederdrægtighedens verdenshistorie' (jeg elsker den titel), 'Fiktioner', 'Aleffen' og 'Bogen af sand' er der nu mulighed for at snuse rundt i alle hjørner af Borges' forunderlige univers, tidligt som sent. Og pas nu på fortovet under dig, for hvem ved, om det ikke pludselig åbner sig, så du kastes ud i en ukendt borgesisk verden.
