0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fra øretævernes holdeplads

Asger Baunsbak-Jensen skriver om undervisningsministre i 100 år. Tonen er venlig men bestemt.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Jeg kan ikke have, at missionsfolkene går rundt og siger, at jeg holder hånden over en horekarl.

Sådan buldrede den tidligere undervisningsminister Jørgen Jørgensen på et radikalt gruppemøde tilbage i 1958. Anledningen var, at Det kongelige Teaters balletchef, Lander, var suspenderet fra stillingen for anklager for et lidt for nært forhold til balletpiger. Det skulle der ikke røres ved. Ministeren havde talt, og sådan blev det.

Anekdoten er fra bogen '28 undervisningsministre', og den radikale Jørgensen er en af Asger Baunsbak-Jensens helte. En mand med jernvilje, temperament og en sag at kæmpe for: nemlig uddannelse til samfundets svageste.

Samme kvaliteter savner forfatteren i mange af de andre ministre, han beskriver. I et flydende sprog og med farverige anekdoter bliver læseren ført fra venstrekæmpen J.C. Christensen til Ulla Tørnæs, som ifølge forfatteren er »tør men driftsikker«. Fra venstremand til venstrekvinde og fra politikere med begge ben i landbrugets kulturelle muld til ministre, som ser deres arbejde, som et i led i deres personlige karriereprojekt.


Forfatterens udgangspunkt er hans egen årelange erfaring som undervisningsdirektør i Undervisningsministeriet og hans engagement i Det Radikale Venstre. Det er altså noget så sjældent, som en embedsmand og politiker i samme person, som fører pennen, og det giver en livlig skildring med holdning til stoffet.

I mange tilfælde har Baunsbak været der selv - han har personligt kendt over halvdelen af de beskrevne personer - og han har fin fornemmelse for den sigende detalje. Som da ungdomsoprøret rasede hen over Danmark og blæste hen over det fine gamle undervisningsministerium. Departementschef Eiler Mogensens kommenterede, at Ritt Bjerregaard som undervisningsminister helt i tråd med sin tid underskrev sig 'Ritt' under læste notater:

»Hvad gør man ved dette Ritt her og Ritt der? Det forekommer mig anmassende med denne formløshed, som jo da i hvert fald ikke slår igennem i hendes påklædning«.


Forbilledet for bogen er historikeren Søren Mørchs '24 statsministre', men Baunsbak-Jensen er, som han selv skriver, hverken historiker eller journalist. Derfor savner bogen skarphed og kritisk stillingstagen til ministrene. Flere steder er forfatteren alt for venlig, men får trods dette flettet et par knap så flatterende detaljer ind. For eksempel at sagsmapperne hobede sig op på Ole Vig Jensens skrivebord, fordi han ikke var de hurtige beslutningers mand.

Vel er Baunsbak ikke historiker, men han er en god fortæller. Og han er et holdningsmenneske, som i bogens slutning rummer markante synspunkter om et folkestyre under forandring, og et skolesystem, hvor strukturdebatten overskygger indhold og mål.

Det personlige i Baunsbaks fremstilling er bogens kvalitet men også dens svaghed. Det giver et præg af nostalgi, og det er flere steder lovlig forenklet stillet op som en forfaldshistorie fortalt af en pensioneret embedsmand. Men læsere med interesse for uddannelsespolitik og drivkraften i magtmennesker kan trods det sagtens have glæde af at følge Baunsbaks beretning.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce