0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

De gale skabte de normale

Michel Foucaults skelsættende og delvist problematiske doktorafhandling fra 1961 handler om, hvordan fornuften etablerede sig i kulturen som en udskillelse af den gales tale. Nu er den endelig kommet på dansk.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

'Galskabens historie i den klassiske periode' er - som titlen antyder - et forsøg på at skitsere, hvordan den vestlige kultur har opfattet og håndteret galskab, primært i perioden fra 1600 til 1800-tallet.

Samtidig er det også langt mere og langt mere interessant end blot en historieskrivning, vi er vidne til i 'Galskabens historie'. Foucault forsøger at skitsere - og kritisere - væsentlige elementer i grundlaget for den moderne vestlige kultur, som den kommer til udtryk i forståelsen og behandlingen af galskaben.

Ethvert samfund afgrænser og definerer sig selv i modsætning til noget andet. Ethvert samfund afgrænser sin identitet ved både at markere, hvad det er, og hvad det ikke er.

Hvis man overvejer, hvad der er de centrale kendetegn ved den vestlige kultur, er det iøjnefaldende, at den blandt andet bygger på en stærk tiltro til den menneskelige fornuft og rationalitet. I forlængelse af dette beskriver Foucault, hvordan den vestlige kultur har stemplet og forsøgt at isolere irrationaliteten og ufornuften ved at udsætte 'de gale' for moralsk indespærring og senere forskellige former for lægelig eller psykologisk behandling.


Tidligere blev galskabens irrationalitet og mangel på fornuft primært set som et moralsk problem - senere har vi produceret store mængder viden eller videnskab om galskaben, ligesom psykiatrien og psykologien har udviklet stadigt mere avancerede metoder til at klassificere, forstå og behandle psykiske forstyrrelser.

Som Foucault gør opmærksom på, er det et væsentligt kendetegn ved de psykologiske teorier og behandlingsmetoder, at de definerer galskab som udtryk for en fejludvikling eller brist hos det enkeltstående individ.

Håndteringen af de gale bidrager til at afgrænse orden fra uorden og galskab fra fornuft. Når vi på denne måde ensidigt stempler galskaben som udtryk for truende ufornuft og irrationalitet hos enkeltindivider, så kan vi afskære os fra at se, hvad galskaben - eller det, vi forsøger at lægge afstand til ved at stemple det som galskab - eventuelt kan fortælle om os selv og den kultur og virkelighed, vi lever i; den kultur og virkelighed, vi oplever som den eneste mulige, naturlige og 'fornuftige'.


En af de vigtige historiske forandringer i vores håndtering af galskaben, som beskrives hos Foucault, består i, at den gale efterhånden befries for »sit slægtskab med forbrydelsen og det onde«. Men dette sker blot »for at indelukke ham i en determinismens strenge mekanisme«.

Den gale bliver ikke længere i samme grad spærret inde eller interneret; »man fjerner de lænker, som hindrede ham i at bruge sin frie vilje«. Men blot »for at berøve ham selve denne vilje, overført og fremmedgjort i lægens vilje«.

Det som umiddelbart fremstår som humane forandringer i håndteringen af den gale, bliver i Foucaults historieskrivning i lige så høj grad udlagt som en yderligere forstærkning af overvågningen og kontrollen af den gale. Når lægen eller psykologen forsøger at forstå og behandle den gale ved at kigge ind i hans indre liv, kan dette med Foucault ses som et udtryk for radikal kontrol og umyndiggørelse af den gale.

Traditionelt mener man, at psykologien og lægevidenskaben gradvist afdækker årsagerne til galskaben - man betragter da galskaben som en entydig størrelse, vi gradvist bliver bedre i stand til at forstå og behandle. Foucaults historieskrivning ser noget anderledes på grundlaget for den moderne psykologi og psykiatri.


Generelt mener han, at den herskende opfattelse af den menneskelige psykologi, som den kommer til udtryk i den videnskabelige psykologi, medvirker til at skabe selve den menneskelige psykologi i den forstand, at den herskende opfattelse af mennesket som psykologisk væsen farver det enkelte menneskes opfattelse af sig selv og måde at agere i verden på.

I forlængelse af dette mener Foucault, at psykologien og lægevidenskaben har medvirket til at forme det, vi i dag opfatter som galskab. Og i denne proces har psykologien og lægevidenskaben fungeret som prototypiske udtryk for den vestlige kulturs funktionslogik. Samtidig hævder han, at han »ved at skrive galningens historie har skrevet ... historien om det, som har muliggjort selve opkomsten af en psykologi«.

Ligesom man så det i 1970'ernes antipsykiatriske bevægelse, kan man læse dele af Foucaults 'Galskabens historie' som en betænkelig bagatellisering eller romantisering af sindssygdommen; man kan se tendenser til en uholdbar forståelse af sindssygdommene som vilkårlige sociale konstruktioner eller som sunde og dybest set indsigtsfuld reaktioner på en syg kultur.

Selv om galskaben i en del tilfælde kan åbne for dybe indsigter i den menneskelige psykologi og den vestlige kulturs selvforståelse, må man fastholde, at alvorlige sindssygdomme er en del af virkeligheden, som samfundet må tage skridt til at behandle - og visse tilfælde må beskytte sig imod.

De sadistiske voldtægter i Botanisk Have i Århus og det umiddelbart ubegribelige mord på den svenske udenrigsminister Anna Lindh er blot de seneste åbenlyse eksempler på, at både samfundet og psykisk syge mennesker har behov for et psykiatrisk sygehusvæsen. Men dette frigør os netop ikke fra den vigtige opgave hele tiden at overveje, hvordan vores håndtering af galskaben afspejler dybtliggende elementer i vores kultur.


Michel Foucaults værker rummer en særegen form for historieskrivning og skarp kritik af grundlæggende elementer af den vestlige kultur i et. Som sådan er han blevet udsat for både berettiget og mindre berettiget kritik fra mange kanter.

En ting synes der dog at være ret bred enighed om, nemlig at han er meget vanskelig at komme uden om - og når det gælder kortlægningen af den historiske udvikling af den vestlige kulturs aktuelle forståelse og behandling af galskaben, er 'Galskabens historie' et banebrydende værk.

Det kræver, at man kan holde tungen lige i munden, hvis man vil arbejde sig igennem bogens omfattende opremsning af historiske oplysninger, ligesom man må holde sig for øje, at der er sket en del med psykologien og lægevidenskaben, siden værket første gang udkom i 1961 - og generelt må de mange ansatser til en grundlæggende kritik af dele af den vestlige kultur, som man kan finde i Foucaults værker, forankre