Siden polakken og Husserl-eleven Roman Ingarden i 1931 udgav 'Det litterære kunstværk' har en hel syndflod af litterater forsøgt at gøre den fænomenologiske metode frugtbar for tekstanalysen og litteraturvidenskaben. Forsøgene spænder vidt, fra den såkaldte 'Genève-skoles (Poulet, Richard) rekonstruktion i 1950'erne af forfatterbevidsthedens cogito udfoldet i et helt forfatterskabs enhed; over folk inspireret af Sartres eksistentialistiske aftapning af fænomenologien, eller Merleau-Pontys kropslige og perceptionsrettede tilgang; Gadamers udlægning af Heidegger i en hermeneutisk teori, til en Paul Ricoeurs forsøg på at formæle hermeneutikken og fænomenologien i undersøgelsen af spillet mellem læserens og tekstens verden. Sagen gøres ikke mindre speget af, at der stadig hersker en vis uenighed om, præcis hvordan urfaderen Edmund Husserl selv forestillede sig den fænomenologiske metode, og ved at Husserl angiveligt selv uophørligt begyndte forfra og korrigerede sine egne tilløb og visse af sine anskuelser.
Hakon halter
Lyt til artiklen
