»Når jeg kigger på facit, tror jeg ikke, det havde behøvet at komme så vidt, som det gjorde i mit tilfælde. Havde mine forældre fået støtte og hjælp (...) , havde samfundet taget sit ansvar på sig og hjulpet mine forældre til i højere grad at blive en del af det svenske samfund, så kunne det måske have været undgået«, sagde den 26-årige svensk-kurdiske kvinde Fadime i en tale i den svenske Riksdag i november 2001. På det tidspunkt havde hun fået sin far, Rahmi, og sin bror, Mesut, dømt for vold og dødstrusler. Og to måneder efter var hun død, skudt af faderen, der ikke kunne bære, at hans datter havde forelsket sig i en svensker og var stået frem i aviser og tv som et eksempel på konflikterne i en indvandrerfamilie. »Hvis du havde haft sådan en datter, ville du også skyde hende«, sagde han i retten, der idømte ham livsvarigt fængsel for mordet. Da var den norske antropolog og professor Unni Wikan allerede i gang med at skrive bogen 'For ærens skyld', som udkom i Norge i januar og nu er oversat til dansk med titlen 'Ære og drab, Fadime - en sag til eftertanke'. Her prøver hun at forklare, hvad det er, der kan få en far til at dræbe sit eget barn og en mor til at vidne til fordel for ham, og hvorfor begreber som ære, skam og ydmygelse vejer tungt i nogle af de indvandrermiljøer, som er blevet en del af vore nordiske lande. Og sidst, men ikke mindst: hvordan vi kommer videre.
Ærens skyld
Lyt til artiklen
