Som han selv siger i undertitlen, er det i utide, den meget kommunikerende roskildebiskop Jan Lindhardt udsender sine små erindringsessays. Hvorfor lige nu? Desuden består 'En biperson i mit liv' af til dels allerede trykte tekster, sågar fra både denne avis og Kristeligt Dagblad. Nødvendigheden kan således i høj grad diskuteres, men om ikke andet giver 'En biperson i mit liv' en forsmag på, at når Lindhardt engang for alvor udsender sine erindringer, vil de blive både mor-, tænk- og opmærksomme og have mange gode både private og samfundsmæssige pointer. Lindhardt har i mange år beskæftiget sig med retorik og kan derfor jonglere med sine udsagn. Dog synes hans barndoms stammen og den nødvendige taktik for at kunne udtrykke sig forståeligt at have givet ham den vigtigste træning. En stammer bliver dygtig til at finde ord og udtryk, han faktisk kan sige, og er man dygtig nok, siger Lindhardt, tror folk det er humor ... På mig virker netop kapitlerne om at stamme, om barndommen og forældrene som de mest autentiske og usmarte. Forelskelsen i faderen skinner således helt uironisk igennem og vil forhåbentlig ikke blive underspillet i kommende 'rigtige' erindringer. I de foreliggende smuler pakkes alle smertepunkter godt og vittigt ind. (Er ens halvvoksne søn en dårlig læser, har han »ikke særlige aktier i beherskelsen af læsning«).
Forelsket i far
Lyt til artiklen
