Den stort anlagte Dansk Udenrigspolitiks Historie er nu nået til den mest omstridte epoke i nyere tid, verdenskrigenes æra fra 1914-45. Omstridt, men mest bagefter. For modsat den almindelige opfattelse i eftertiden var Folketingets partier grundlæggende enige om, at Danmark for at overleve som selvstændig stat måtte tilpasse sig stormagten i syd og ikke under nogen omstændigheder slutte sig til Tysklands modstandere. Det er hovedsynspunktet i Bo Lidegaards kompetente fremstilling. Bindets undertitel er da også 'Overleveren'. Ingen anfægtede tilpasningens nødvendighed. Men midlerne kunne være forskellige. 1930'erne var præget af den radikale udenrigsminister P. Munchs passive tilpasningspolitik, hvor Danmark så vidt muligt lå 'død'. I modsætning hertil praktiserede Erik Scavenius både under Første Verdenskrig og igen under besættelsen en aktiv tilpasningspolitik. Scavenius fandt passiviteten farlig; det var nødvendigt med en aktiv politik, der kunne overbevise Tyskland om Danmarks gode intentioner. Den mest vidtgående tilpasningspolitik finder vi dog før Første Verdenskrig, hvor Venstres statsminister J.C. Christensen i en række hemmelige forhandlinger reelt havde tilbudt Tyskland militært samarbejde. Hemmeligholdelsen skyldtes uden tvivl, at den danske opinion på grund af det tabte Sønderjylland næppe ville acceptere et nært samarbejde med Tyskland. Et hovedpunkt i J.C. Christensens strategi var et stærkt forsvar, der skulle overbevise Tyskland om, at Danmark kunne og ville forsvare sit territorium mod et engelsk fremstød. J.C. Christensens aktive tysklandspolitik var en illusion. I Berlin tvivlede man ikke på den danske regerings gode vilje, men på grund af den tyskfjendtlige opinion troede man ikke på, at dansk militær ville gøre megen modstand mod englænderne. Den tyske vurdering var uden tvivl korrekt. Politisk og psykologisk var J.C. Christensens aktivistiske tysklandspolitik en umulighed, og den blev opgivet efter hans fald i 1908. Politik og diplomati I modsætning til J.C. Christensen fandt de radikale, at et stærkt forsvar ville gøre mere skade end gavn. For Scavenius, der var karrierediplomat, var Danmarks overlevelse et spørgsmål om politik og diplomati. Blev man inddraget i en krig, ville det med stor sandsynlighed blive den sidste, Danmark kom til at udkæmpe. Uanset den konkrete konstellation ville man ifølge Scavenius blive tvunget til at gøre fælles sag med Tyskland og dele dets skæbne. Da en troværdig alliance med en anden stormagt var utopi, var et dansk militærvæsen efter denne opfattelse den direkte vej til national undergang. P. Munch var lige så skeptisk over for militæret, men for ham var Danmarks fremtid ikke kun et spørgsmål om statens overlevelse. Det afgørende var, at det danske folk overlevede. Det gjaldt derfor om at gøre det civile samfund så robust, at det kunne modstå presset udefra og vise sig modstandsdygtigt selv i tilfælde af en militær besættelse. Forudsætningen for national overlevelse var social solidaritet og demokratisk bevidsthed. Opbygningen af en social velfærdsstat var for Munch langt vigtigere for nationens overlevelse end et militært forsvar. Forestillingen om et forsvar baseret på kulturelle og sociale værdier kom på prøve i tiden efter besættelsen 9. april 1940. Den nationale og demokratiske mobilisering, der var karakteristisk for de første besættelsesår, havde som forudsætning Stauning-Munch-regeringens demokratiske samfundspolitik i 1930'erne. Forestillingen om en særlig danskhed baseret på social og politisk lighed var et vigtigt mentalt grundlag for samarbejdspolitikken i besættelsens første år og en hovedårsag til, at nazister og andre højregrupper forblev så marginaliserede, at alle angreb på folkestyret mislykkedes trods den tyske tilstedeværelse i landet. Ironisk nok betød alsang og algang i sommeren 1940 en bevidstgørelse omkring 'danske' værdier, der på længere sigt skabte det psykologiske grundlag for væbnet modstand. Forsvar for Munch og Scavenius Scavenius og Munch er de ubestridte hovedpersoner i Bo Lidegaards fremstilling. Uden at være ukritisk leverer han et solidt defensorat for de to radikale statsmænd. Det er utvivlsomt rigtigt, at den traditionelle kritik i mange henseender ikke har taget hensyn til den virkelighed, Munch og Scavenius befandt sig i. Kunsten bestod i at overbevise Tyskland om, at Danmark aldrig ville slutte sig til dets modstandere, og samtidig få englænderne til at forstå, at tilpasningen til Tyskland skete af nødvendighed og ikke af lyst. Lidegaards pointe er, at selv om det var en rationel og rigtig politisk kalkule, fik den førte politik et præg af absurditet, da alle jo følte, at den virkelige fare kom fra syd. Dansk udenrigspolitik blev et mummespil, hvor tingene ikke måtte kaldes ved deres rette navn. Da besættelsen blev en realitet, måtte den førte politik fremstå som naiv og uansvarlig, selv om besættelsen skyldtes politiske og militære forhold, der intet havde med Danmark at gøre. Der var heller ikke tale om, at Scavenius og Munch påtvang landet en ideologisk 'radikal' udenrigspolitik. Deres vurderinger deltes af mange i Udenrigsministeriet og det diplomatiske korps. Problemet for begge var, at deres rationelle analyser stred mod de stemninger, som beherskede befolkningen, og at en overlevelsesstrategi, der gjorde ven til fjende og fjende til ven, i sidste instans måtte fremstå som uforståelig og umoralsk. Hvilke alternativer var der til Munch-Scavenius-linjen? Lidegaard indkredser to hovedlinjer i dansk udenrigspolitik: en dominerende national, hvor nationens overlevelse alene var afhængig af det tosidede dansk-tyske forhold, og en international, hvor der blev lagt vægt på omverdenens opfattelse af Danmark. Forskellen var, at den første skole entydigt knyttede overlevelsen til nationens indre sammenhængskraft, den nationale og sociale solidaritet, mens forudsætningen for at overleve i 'internationalisternes' øjne var, at Danmark gjorde sine synspunkter stærkere gældende over for omverdenen, selv om dette i sidste instans betød krig med Tyskland. Ikke fordi et forsvar ville hindre en besættelse, men fordi selve forsvaret var et udtryk for viljen til suverænitet. Lidegaards to helte I størstedelen af perioden stod 'internationalisterne' svagt, men med besættelsen kom 'nationalisterne' i defensiven. Blandt 'internationalisterne' var gesandten i Washington Henrik Kauffmann, hvis aftaler med den amerikanske regering var baseret på den opfattelse, at suveræniteten ikke kunne forsvares med indrømmelser. Danmark skulle ikke stå udenfor, men træde i karakter og deltage. Besættelsens virkelige betydning var i Lidegaards øjne, at den betød et skifte fra en 'national' til en 'international' linje i dansk udenrigspolitik, en linje, som Socialdemokratiet og Frihedsrådets samfundsbevarende fløj i fællesskab fik gennemført efter 29. august, og som peger frem mod NATO- politikken. Lidegaard har uden tvivl ret i tesen om de to spor i dansk udenrigspolitik. Det er en tolkning, der nuancerer og til dels ophæver den traditionelle modsætning mellem samarbejdspolitik og modstand. Og samtidig undgår Lidegaard at skulle vælge mellem sine to helte: Erik Scavenius og Henrik Kauffmann. Trods alle kvaliteter virker bogen traditionel, sandsynligvis som følge af manglen på specialundersøgelser. Ud over egen indsats kan Lidegaard trække på Sjøqvists bøger om Munch og Scavenius, dertil kommer, hvad Tage Kaarsted har skrevet om relationerne til England omkring Første Verdenskrig og Bent Jensen om forholdet til det revolutionære Rusland. Endelig er der litteraturen om ØK's grundlægger H.N. Andersen, som i perioder havde stor indflydelse på dansk udenrigspolitik. Men så er det også slut. Tiden fra 1923 til 1933 er stort set uudforsket, og selv for tiden efter 1933 mangler nyere undersøgelser, hvilket formentlig er årsagen til, at Lidegaards fremstilling af de danske reaktioner på indlemmelsen af Østrig og senere Sudeterlandet i 1938 er kort og summarisk, selv om netop vestmagternes eftergivenhedspolitik måtte give et lille land som Danmark meget at tænke over. Efterretningsforhold I den internationale litteratur om europæisk storpolitik har man i de senere år fokuseret på efterretningsforhold. Også her mangler undersøgelser for Danmarks vedkommende, i hvert fald for tiden før besættelsen. Men ikke kun stater samlede efterretninger. Den bulgarske kommunist Dimitrov, en central figur i Komintern, noterer i sin dagbog 21. september 1942, at Aksel Larsen fik ordre til at organisere et efterretningsnet, der skulle indsamle oplysninger om situationen i Danmark til Komintern. Det er i hvert fald en oplysning, der bekræfter, at samarbejdspolitikerne havde ret i frygten for, at kommunisterne med hjælp udefra ville bruge modstandskampen til at gennemtvinge en politisk omvæltning. Bo Lidegaards fremstilling er nuanceret og fair, dertil behageligt fri for bedreviden og moraliseren. Den er gammeldags, i den forstand at udenrigspolitik i væsentlig grad defineres som sikkerhedspolitik. Da sikkerhedsproblemet var det samme i hele perioden, er der mange gentagelser. Man løber let sur i de mange opsummeringer og konklusioner; bogen kunne godt have været kortere. Men trods de mange ord har Lidegaard sat dagsordenen for den fremtidige udforskning af dansk udenrigspolitik i første halvdel af det 20. århundrede. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har betegnet periodens udenrigspolitik som »ussel«. Bo Lidegaard påviser, at dansk udenrigspolitik blev ledet af statsmænd, der turde tage ansvar og derfor fortjener vores største respekt.