0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Vejleder og vildfører

Lige fra start gik Ekstra Bladet i kødet på hvem som helst. Intet var helligt, viser Gregers Dirckinck-Holmfelds krønike om bladet, der tør.

Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Omstændighederne omkring udgivelsen af Politikens 'ekstrablad', der kom på gaden første gang i 1904, er engang blevet kaldt 'knaldromanagtige'. Et ord, man for så vidt kan hæfte på hele bladets snart hundredårige historie, som den udfolder sig i første bind af Gregers Dirckinck-Holmfelds meget læseværdige krønike om 'spækhøkeravisen', der fra første færd satte sig for at være et bidsk og frejdigt modstykke til sit moderorgan.

I starten stod der blot 'Ekstra-blad' over Politikens velkendte bladhoved, men ingen var i tvivl om, at Danmark havde fået et nyt dagblad. Det er slående,, med hvilken alvor samfundets top reagerede på bladets artikler og ledende artikler. Sidstnævnte forfattet af legendariske Frejlif Olsen, en selvbevidst herre, der banede vejen og udstak kursen, som det fremgår af følgende alvorsord, som Olsen selv forfattede:

»Et blad skal have en mening og være præget af en mand. Et blad skal ikke blot være en avis med nyheder. Det skal være en vejleder eller en vildfører i tidens og livets, i samfundets og i åndens spørgsmål, det skal være en kampplads og en talerstol i lige så høj grad, som det er en budbringer ude og hjemme. Bladet skal være, som manden er«.


Under Olsens ledelse, der varede helt frem til 1936, gik Ekstra Bladet ufortrødent i kødet på hvem som helst. Intet var helligt, ingen gik fri. Politikere og politifolk, præster og provster, pampere og professorer. Olsen, der i øvrigt var bror til Politikens daværende chefredaktør Henrik Cavling, måtte tilbringe fire måneder bag tremmer for at have angrebet en biskop i 1917, men det slog ham ikke ud. »Gid det var mig der var i fængsel, så havde jeg arbejdsro til at digte«, skrev Gyldendals direktør Peter Nansen trøstende til ham i cellen.

Konservative kredse betragtede de to dagblade, som først delte tre treværelses lejligheder nede omkring Magasin du Nord og siden flyttede til Rådhuspladsen, som halvsocialistiske og unationale. Ekstra Bladet tog kraftigt stilling mod kongens statskup i 1920 og oplevede både annonceboykot og læserfrafald, som Politiken gjorde det under den næste krig efter en Churchillkritisk ledende artikel, som husets bestyrelsesformand stod bag. I år tre efter udgivelsen modtog Ekstra Bladet 122 sagsanlæg.

Avisen udkom sent på eftermiddagen, så folk kunne tage den med hjem fra arbejde. Medarbejderne var få og kom ofte fra Politiken. Til journalister som Ole Vinding og Nicolai Schmidt kom intellektuelle og forfattere som Poul Henningsen, Otto Gelsted, Hans Kirk, Emil Bønnelycke og Tom Kristensen. Carl Th. Dreyer, der var bidt af luftfart, skrev om den filmkunst, han selv skulle komme til at bidrage til. Tegnere som Axel Nygaard, Svend Brasch, Anton Hansen og Storm P. gjorde deres bedste for at opfylde den gamle Politiken-redaktør Edvard Brandes' krav: »En god karikatur skal være som en fornærmelse«. Uden tegnerne intet Ekstra Blad.


Mens Politiken var mere forsigtig og lødig - en karakteristik, Olsen ville have fnyset ad - tiltrak Ekstra Bladet friske penne, der tidligt begyndte at rapportere fra 'lastens huler'. Det såkaldt 'anstødelige' er altid blevet grundigt dækket af Ekstra Bladet, der hurtigt kastede sig ind i kampen mod forældet abortlovgivning og seksualmoral.

Avisen prioriterede fodbold, boksning og eventyrligheder fra den store verden og holdt sig ikke tilbage fra eventmaking, som da fiskerkonen Karla blev kørt i taxa til Paris som del af en læserkonkurrence, hvor læserne skulle gætte, hvad taxametret stod på ved rejsens afslutning.

Der er to store mænd i de første halvtreds år af Ekstra Bladets historie: Frejlif Olsen og hans fætter Ole Cavling, søn af omtalte Henrik. Redaktørposterne i Politikens Hus er ofte blevet fordelt inden for 'familien'. Cavling fremstår arbejdsom, men også humørsyg og med en ambivalens over for sit udadvendte virke, der er en Jens Otto Krag værdig.

Bestandigt betroede han sig hudløst ærligt til sin hemmelige dagbog, hvoraf det fremgår, at han var om end meget positiv, i hvert fald naiv, i forhold til Hitlertyskland. Under Ole Cavling nåede avisen op over 100.000 eksemplarer og var da for længst blevet en strømlinet og moderne layoutet avis.


Det er dog Frejlif Olsen, som for alvor lyser op og inkarnerer avisen, der tør, når den er bedst. For nylig udkom avisen med en forside, der handlede om, at de kendte i Danmark ville have, at tv-seriens Nikolaj og Julie skulle have hinanden. 'Ekstrahørmeren' har altid været til bid og brod, pop og plat, men selv om legendariske Frejlif også var til det folkeligt underholdende, havde han aldrig accepteret så tomme kalorier i sin avis.

En avis, han dominerede så kraftigt, at hans bror Henrik Cavling i 1928 anbefalede, at han blev doseret i lidt mindre mængder: »En af hemmelighederne ved et dansk blad er også den, at man skal indbilde folk, at man har en hel hær. Det irriterer, at én mand taler solo 30 år i træk, især når han taler med Frejlifs talent. Stryg navnet under den ledende artikel og giv den en variation, som den måske tiltrænger«.

Beretningen om Ekstra Bladet er elementært spændende og levende fortalt - også på billedsiden. Der fortælles presse- og danmarkshistorie med vægten lagt på farverige begivenheder og bemærkelsesværdige personer.

Under Anden Verdenskrig havde Politikens Hus det svært. Der var pressecensur, kritiske journalister var jaget vildt, og i toppen af bladhuset tronede Erik Scavenius, der blev herostratisk berømt som dansk udenrigs- og statsminister i de sidste krigsår.

Kampen om magten på de to aviser var intens, Gregers Dirckinck-Holmfeld har sonden nede i alle ubehagelighederne og lægger godt op til det afsluttende bind om dansk dagspresses mest temperamentsfulde organ. Det skal blive spændende at se, hvor meget krønikeskriveren selv tør, når han nærmer sig nutiden.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce