Der er noget næsten kættersk, noget groft tingsliggørende ved at sammenligne den tyske filosof T.W. Adorno med en computermodel, og der er ikke megen tvivl om, at det ville have fået gamle Theodor Wiesengrund til at rulle med sine store, udstående øjne. Men det er ikke desto mindre, hvad redaktørerne af Kritiks ny temanummer om Adorno gør, og godt det samme: Den måske værste skæbne, der kunne overgå Adorno, var nemlig, at han helt druknede i pietetsfuld pænhed og arkivarisk fortidighed. Det sker i hvert fald ikke her. Nummeret indledes af en meget skæg og personlig erindring af Jürgen Habermas om Adorno og miljøet på Institut for Socialforskning i 1950'erne; dernæst følger Adornos egen vanligt blændende og ganske komprimerede stil, i form af hans 'Balzac-læsning'; og så ruller bolden videre, med gode navne som Martin Seel, Martin Jay, den brillante Alexander Garcia Düttmann og Steen Nepper Larsen samt Arne Melberg om forskellige aspekter af et af Adornos hovedværker 'Minima Moralia', der i år var genstand for et seminar holdt her i byen for at markere hundredårsdagen for Adornos fødsel, 11.9. Man kan sige, at nummerets argument som helhed er, at Adornos analyser af de måder, hvorpå livets skrøbelighed gøres fortræd, stadig ejer stor aktualitet og relevans. I tilgift rummer det afsindigt morsomme og sjældent bragte fotografier af Adorno: Adorno i viktoriansk badedragt, Adorno som niårig opstillet med tunika og opløftet palme i hånden m.m. Alt i alt en vellykket opgradering.
Adorno opgraderet
Lyt til artiklen
