I sin bog 'Creating Minds' fra 1993 betegner Howard Gardner Sigmund Freud som et af det tyvende århundredes genier, ved siden af f.eks. Einstein, Picasso og Gandhi. Dette sker samtidig med, at Freud er på tilbagetog inden for den videnskabelige psykologi. Allerede i 1950'erne viste mange undersøgelser, at Freuds behandlingsmetode ikke havde nogen virkninger, og at teorien næppe havde noget indhold. Det ville derfor have været naturligt, hvis Freud og hans teorier var havnet i glemmebogen. I stedet er der talrige kliniske psykologer, der stadig holder fast ved disse forestillinger, og i Frankrig er akademisk psykologi tilmed gennemvævet af hans teorier. Men i 1990'erne var der en række fremragende forskere, der ud fra et historisk perspektiv forsøgte at forstå og afsløre Freuds fremgangsmåde, og hvordan han kunne få så stor indflydelse. I deres grundige studier har de peget på mange ubehagelige sandheder. En liste over de fleste navne (Malcolm Macmillan, Frank Cioffi, Allen Esterson, Frederick Crews, Hans Eysenck, Richard Webster, Robert Wilcocks, Adolf Grünbaum, Jeffrey Masson, Edward Erwin) viser imidlertid, at samtlige angelsaksiske lande undtagen New Zealand er godt repræsenteret, mens man finder temmelig få forskere i den øvrige verden: Han Israëls i Holland, Sebastiano Timpanaro i Italien samt den dansk-svenske forsker Max Scharnberg. I Danmark findes der desuden en velskrevet oversigt over Freud-forskningen af Eric Danielsen, 'Den ukendte Freud'. Nu har også Frankrig føjet sig til listen og det med 'Mensonges freudiens: histoire d´une désinformation séculaire' af Jacques Bénesteau, en klinisk børnepsykiater i Toulouse. Titlen ('Freudianske løgne') illustrerer det skånselløse i Bénesteaus redegørelse. Han er fortrolig med Freud-forskningen, og alle hans påstande bestyrkes af henvisninger til tidligere undersøgelser. Selv den, der er godt inde i en del af Freuds brister, kan tabe vejret over de afsløringer, der kommer frem. Det følgende bygger på Bénesteaus spændende og læseværdige bog.