0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

At passere gennem porte

Antologi spækket af historien om den private 'erindringsbog' og myndigheders kontroldokument over individet: passet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Faglitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Antologien 'Pas'vakte denne anmelders erindring om et essay i 1988 af den svenske forfatter og journalist Richard Swartz, der fortæller om sin farfar, der var apotekeruddannet i Tyskland og foretog mange dannelsesrejser på kontinentet i sin ungdom.

Mange år efter inviterer sønnen ham tilbage til Europa, men han slår bak, fordi det krævede pas. »Han ville hellere aflyse rejsen end føje sig i noget, der forekom ham ubegribeligt og unødvendigt. Næsten tyve år senere døde han i en høj alder, uden at have genset sit Europa«.

Bedstefaderen havde rejst i en liberal tid, hvorom antologiens redaktører skriver: »I midten af 1800-tallet fik pasvæsenet periodens liberale tidsånd imod sig«, så paspligten blev afskaffet i de fleste europæiske lande.

Forestillinger om, at pasfriheden vender tilbage med EU-samarbejdet, undermineres i terrorens og det øgede fremmedhads tid. Ifølge historikeren Uffe Østergård overføres nationalstatens logik blot til EU. »Det vil sige grundlæggende stadig en stat med det dermed sammenhængende krav om pas ved rejser ud og ind af unionen«.


Østergård beskriver de store linjer fra tiden, da det danske rige var stort og det åndelige og politiske vingefang ligeså som i slutningen af det 18. århundrede, da de fleste høje offentlige stillinger var bemandet af en international elite »uden hensyn til national baggrund«.

Oplysningstidens Tyge Rothe (1731-95) skrev: »Jeg siger det endnu: Fædrelandet maa være det land, i hvilket vi leve som borgere, i fald kiærlighed for fædrelandet skal være en hellig og paa fornuften grunded pligt«. En afvisning af fødestedet som kriterium for borgerskab, som er værd at erindre om i dagens debat om danskhed.

Flere af bogens bidrag af europæiske forskere beskriver paspligtens tilbagevenden med Første Verdenskrig, ikke mindst til at regulere de store flygtningestrømme. Forfatter til flere værker om pas, Hannelore Burger, minder om, at det franske begreb passeport oprindelig betyder »at passere gennem en port«. Før rejsedokumenter blev byporte smækket i for at holde fremmede ude.

Med territorialstaters opkomst indskrænkes bevægelsesfriheden, og »pasvæsenet udbygges og forfines«, som Burger skriver.

Historien om kommunismens interne pas til kontrol af borgernes bevægelser inden for landegrænser beskrives også.


Om rejsedokumenter i litteraturen skriver redaktør af KritikIsak Winkel Holm, om passet med Franz Kafkas ord som »en slags frihedsbrev, der gør det muligt at undslippe den frihedsberøvende familiesammenhæng«.

I Kafkas 'Amerika' ankommer den 16-årige Karl med dampskib til det forjættede land, hvor han ikke lades ind på grund af sit pas, men fordi en onkel kender kaptajnen og genkender nevøen. »Efter omslaget fra retsscene til familiescene mister Karl imidlertid selv sin status som frit subjekt«, skriver Holm.

Om pasbilleder påpeger magister i filmvidenskab Birna Marianne Kleivan, at det ikke er tilfældigt, at de som regel ligner forbryderbilleder. »Med udviklingen af fotografiet i 1839 blev det muligt at registrere den menneskelige fysiognomi med hidtil uhørt præcision«.

Den mulighed blev først brugt til registrering af kriminelle og samme krav til neutral opstilling og baggrund siden overført til pasfotos.

Hvem har ikke ventet nervøst, når paskontrollen gransker billedet, netop som var det et forbryderbillede?

Et herligt emne for en bog, der er spækket med historie. Men det ville have pyntet med flere historier fra virkeligheden og færre akademiske miniafhandlinger. Den slutter dog flot i virkeligheden med idéhistorikeren Christian Bundegaards 'Grænseerfaringer'.

Den behandling, som mørklødede ofte udsættes for i lufthavne, kan ikke blot undskyldes med, at betjente gør deres pligt. »Der er desværre nok snarere tale om, at grænsen er rykket helt ind i hovedet på enhver, som frygtpropagandaen har virket på«, skriver Bundegaard.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce