Ved psykiatriens moderne gennembrud omkring forrige århundredeskifte førte man blandt sindssygelæger lange diskussioner om sammenhængen mellem galskab og geni. Perioden gennemsyredes af den såkaldte 'degenerationsteori', og sagkundskaben anså både 'plus-' og 'minusvarianter' (høj begavelse og rablende vanvid) for udslag af et slidt eller belastet nervesystem. Fra et neurobiologisk synspunkt var de gale nært beslægtet med de geniale, og i den psykiatriske faglitteratur myldrede det med beskrivelser af patienter med forbløffende færdigheder og ekstraordinære skaberevner. Også i dag er man på mange psykiatriske afdelinger lydhør over for sindslidendes kreative ressourcer, og skønt psykosen som sådan næppe afføder særlige talenter, kan det psykotiske sammenbrud dog blive et unikt kunstnerisk råstof, ligesom det er en velkendt sag, at udøvende kunstnere i ikke så få tilfælde er velsignet og/eller forbandet med et skrøbeligt og sensitivt sind: Historiens galleri af sindssyge kunstmalere er omfattende, og beretningerne om eksempelvis Munchs, van Goghs, Hills og Wölflis sjælelige kvababbelser er for længst blevet en del af deres image og kunstneriske eftermæle.
Gale streger?
Lyt til artiklen
