Nigella Lawson, Delia Smith og Jamie Oliver har fundet vej til de danske køkkener via bøger og tv, men Nigel Slater har ingen dansk forlægger endnu fundet frem til, selv om han er den bedste af de engelske madskrivere og har været det i en halv snes år. Der er bare det med Nigel, at han ikke er så smuk som Nigella, så politisk korrekt som Delia eller så fræk som Jamie, men han overgår dem alle i nerve og nærvær, når han skriver. Hans bøger hedder 'Real Cooking' og 'Real Food'. Han er helt igennem real. Og den slags går jo ikke på tv. Nu har han skrevet en henrivende bog om sin barndom og opvækst i et middelklassehjem i den engelske provins i de år, da nationen stimulerede sit ry for elendigt køkken med sønderkogte grøntsager, gelépulvere, HP Sauce, grillede lammekoteletter af konsistens som trækul med den evige roastbeef og Yorkshire pudding som eneste anstændige levn af en kuldsejlet madtradition. Bogen hedder 'Toast - The Story of a Boys Hunger'. Nigel er ni år, da han inviterer læserne indenfor i sit barndomshjem. Ethvert hjem har sin lugt, og idealet er den af nybagt brød, men sådan er det ikke, hjemme hos Nigel, for mor er ikke ven med Agakomfuret, som var fast inventar i alle engelske hjem i 1950'erne og 60'erne. Så sikkert som solen står op hver morgen, brænder mor det ristede brød, og de sorte røgskyer blander sig med en umiskendelig lugt af ammoniak, fordi gamle tante Fanny kæmper en forgæves kamp med sin inkontinens. Velbekomme!
Mors mad brændte altid på
Lyt til artiklen
