Våbnene var der ikke. Og ved bogens efterskrift og udgivelse er han ganske sikker i sin sag: at det var korrekt, at Iraks omstridte våben var destrueret. Det giver ham frihed til at frigive lidt af den indestængte harme over vicepræsident Dick Cheney, forsvarsminister Donald Rumsfeld og andre amerikanske politikere, som Blix har oplevet som manipulerende for at sige det pænt. Blix skriver - i Peter Wivels fremragende oversættelse - fyndigt og sagligt, men hele tiden med en tilstedeværende personlighed, der gør embedsmandens politiske testamente til en renlivet fornøjelse og introduktion til international politik. Han slår fast som et indledende faktum, »at Sikkerhedsrådet i 1999, da hans våbenkommission blev nedsat, erkendte, at der stadig kunne være masseødelæggelsesvåben i Irak«. Men det hører til hans og bogens konklusioner, dels »at disse våben i hovedsagen blev ødelagt i 1991 eller derefter, som irakerne påstår«, dels at det mellemliggende tiårs inspektioner adskillige gange afslørede såvel masseødelæggelsesvåben som installationer og bygninger, der havde tjent til produktion eller oplagring af forbudte våben. Blix' job var at finde våbnene eller at bortskaffe tvivl om deres eksistens, og han medgiver Iraks og FN's problem, »at irakerne ikke i nævneværdig grad kunne dokumentere mængden af det, der var blevet destrueret«. Ikke forudsigelig Politikernes - men også irakernes og de mellemøstlige naboers dilemma var, om de skulle og turde stole på de irakiske myndigheders forsikringer. Og regeringernes lod var at træffe de dramatiske beslutninger på denne usikre baggrund. Blix er ikke blød, ikke naivistisk og slet ikke forudsigelig. Han erkender, at Bush og hans folk, om end de fik uret i deres forventning om at finde lagre af skjulte våben efter krigen, derimod fik ret i deres forudsigelser, da man åbnede massegrave, og tilbageholdte mennesker dukkede frem fra det irakiske regimes grusomme fængsler og fortalte deres historier. Men det var ikke Blix' opgave at vurdere karakteren af Saddam Husseins regime, og han beskæftiger sig ikke i detaljer med hverken Saddam Husseins motiv til at fastholde tvivlen om sit regimes militære styrke eller med den indflydelse, forventningerne til Saddam Hussein fik på beslutningen om at fjerne ham med magt. Hvorfor hørte de så dårligt efter? Det var heller ikke Blix' opgave at forholde sig moralsk til diktaturets folkeretlige legitimitet. Derimod forholder han sig i bogen med god ret sagligt og moralsk til den måde, FN og navnlig USA's og Storbritanniens regeringer benyttede sig af hans rapporter fra Irak på. Han påstår ikke, at Blair og Bush udtalte sig i ond tro, men jeg påstår, at det ikke »havde krævet meget kritik sans hos dem eller deres nærmeste rådgivere at undgå udtalelser, der vildledte offentligheden. Hvorfor hørte de så dårligt efter?«. Skønt det ikke er Blix' stil at hovere, er det tydeligvis en lettelse for så ordentligt et menneske, at krigen ikke blotlagde skjulte lagre af dødsensfarlige masseødelæggelsesvåben, som inspektørerne måtte have overset. Så langt, så godt, Blix er den første til at huske, at ikke-eksistensen af disse våben turde være godt nyt, både for krigens modstandere og forsvarere. IAEA afslørede ikke Pakistan Hans refleksion og analytiske sans viger derimod på besynderlig vis, når han kritiserer USA for »en sådan foragt« for analyserne fra hans gamle arbejdsplads IAEA, der havde godtgjort, at Irak ikke havde et aktivt atomprogram. Godtgjort? I præcis den samme periode, Hans Blix beskriver, viste det sig netop, at IAEA ikke havde været i stand til afsløre hverken Pakistans gedulgte eksport af atomvåbenteknologi og tilhørende komponenter eller et aktivt militært atomprogram i Nordkorea, Iran og Libyen. Sæt det nu havde været omvendt: at IAEA havde afsløret og i god tid stoppet eller kontrolleret udviklingen af et militært atomprogram i disse tre lande, men misset et fremadskridende eller produktionsklart atomvåben i Irak? Så kunne Mellemøsten og verden have været på spanden sidste forår. Men det er netop forskellen på en våbeninspektørs og regeringernes opgave: Våbeninspektøren kan søge og hige og skrive sine rapporter. Regeringer skal træffe deres beslutninger på grundlag af fortolkninger, som i sidste ende er deres egne, for ansvaret er deres og ikke inspektørens. Brug for mere efterretning Blix husker, at tyranner som Saddam Hussein ikke lader sig »overtale af olivengrene«. Han minder også om, at FN's charter ikke udelukker brug af magt, men foretrækker fredelige løsninger. Til forebyggelse heraf kalder han derfor efterretningsvirksomhed - ud over officielle våbeninspektioner - et nødvendigt, vanskeligt hverv, ikke mindst et brutalt sted som det daværende irakiske diktatur. Her falder Blix' og de krigsførende parters lærdom efter Irakkrigen sammen: Der er brug for mere og bedre efterretning, ikke mindre. Våbeninspektøren kunne ønske, at store og små magter ville tillægge FN-inspektioner større vægt. Hans konklusion er, at »FN's og IAEA's 200 inspektører til en pris af måske 80 millioner dollar om året blev tilsidesat til fordel for en invasion af omkring 300.000 mand til en pris af måske 80 milliarder dollar om året«, selv om han overbeviser om, at inspektionen faktisk havde virket endnu bedre, end USA og alverden havde været klar over. Men der er en anden forskel på inspektionen og den væbnede indgriben: Inspektionen måtte ske i et samarbejde med tyrannen, mens krigen - uanset al tale om masseødelæggelsesvåben - handlede om (af flere grunde) at fortrænge tyrannen fra magten én gang for alle. Næring til nyt had Blix fastholder, at den officielle beslutning og debat i Sikkerhedsrådet dog handlede om masseødelæggelsesvåben. I dag, ét år efter, kan krigen ikke gøres om. Og Blix vurderer, at dens omkostninger og besættelsen har kostet dyrt i tab af liv og ejendom, i milliarder af dollar, i skader påført FN og NATO, i de politiske lederes troværdighed, i næring til nyt had. På plussiden finder Blix det indlysende, »at man har tilintetgjort et af de blodigste regimer og en af de mest hensynsløse herskere, verden har set siden Anden Verdenskrig«. På minussiden finder han, at krigen har været alt for belastende for FN og troværdigheden af det internationale politiske samarbejde, ikke mindst om forebyggelse af krig. Den retskafne Blix lufter også en anden refleksion: »Det kan ikke udelukkes«, skriver han, »at FN en dag i en ikke så fjern fremtid vil bemyndige væbnet aktion for at befri små eller mellemstore lande for grufulde regimer, som de ikke selv kan skaffe sig af med - en Saddam Hussein eller en Pol Pot. For mit vedkommende ville jeg finde en sådan udvikling ønskværdig«. Måske bogens mest overrumplende sætning. Sikke en bog. Blix er bragende interessant.