Nordisk Ministerråd udgav for to år siden værket 'Nature in Northern Europe', der primært var en populærvidenskabelig beskrivelse af naturtyper, økosystemer samt sårbare arters krav og status i de nordiske lande inklusive Baltikum. Nu foreligger så en ny lige så prægtig bog 'Natur i Nord', der supplerer den første fint uden overlapning. Den nye bog er knap så videnskabeligt anlagt, men indeholder til gengæld fyldige opgørelser over, hvor langt naturbevarelsen er nået i de forskellige nordiske lande, målt i arealer og procenter. Ligeledes beskrives naturfredningens historie samt dens formelle organisation og procedurer i de forskellige lande. Fredning og fredning I den forbindelse kommer jeg uvilkårligt til at tænke på vor egen kære Lomborg, der som bekendt er fredet i særklasse som et herostratisk modstykke til kongehuset: For når tabellerne fortæller, at Island har fredet 4 procent af sin natur, mens Danmark har fredet 6 procent, Norge 8 procent, Finland 9 procent , mens Sverige sluttelig fører med samfulde 10 procent fredet areal - så kan også en Lomborg sige sig selv, at disse tal isoleret ikke siger så meget om Nordens sande tilstand. For Danmark har selvsagt ikke hele 6 procent intakt natur - hvorfor fredning og fredning ikke altid er det samme. Således er økonomisk værdifulde naturtyper overalt de langt mest truede - men alligevel er de dårligst repræsenteret i fredningerne. Selv for Sveriges del gælder således, at mens halvdelen af Norrlands stillestående 'subarktiske' fjeldurskove nu er fredede - så nyder kun 1 procent af den 'rigtige' produktive skov i Sveriges 'lower 48' reservatstatus. 10.000 kvadratkilometer verdensarv Fredning her til lands begrænser sig ofte til forbud mod de mest radikale fysiske angreb såsom bebyggelse og afvanding, og selv vort internationale klenodie Lille Vildmose på henved 80 kvadratkilometer har indtil for ganske nylig været udsat for intensiv udnyttelse af dele af arealet. I den anden ende af skalaen er der det svenske FN Verdensarv-område Laponia på 10.000 kvadratkilometer, hovedsagelig bestående af ældre reservater som Nordens første nationalpark Sarek, der blev afsat allerede i 1909. I Laponia indgår foruden Sarek, der med sin store koncentration af gletsjere er Europas Alaska, også urskovsreservatet Muddus samt vor verdensdels største moseområde Sjaunja. Apropos verdensdele skylder jeg her at referere stadslægen i den naturskønne smålandske by Unnaryd, der - konfronteret med en lokal klients imponerende bagdel - spontant udbrød: »Är detta en röv eller är det en ny världsdel?« Finland også godt med Hursomhelst har Sverige fredningsmæssigt europæisk set en høj faneføring i Norden, ikke mindst fordi man i ellevte time har vedtaget et ambitiøst skovfredningsmål: Arealet af helt fredet skov skal fordobles over en tiårs periode - og fredningsbudgettet er derfor nu hævet til en milliard kroner årligt. Finland er også kommet godt med trods mange års hårdhændet dræning og industriskovbrug, - mens det prægtige Norge lever lovlig højt på sine økonomisk ukontroversielle fjelde og traditionelt hylder den private ejendoms ubetingede ukrænkelighed. For Sveriges og delvis Finlands del er endvidere både statsskovbruget og industriskovbruget nu blevet økologisk certificeret - som følge af massivt lobbyarbejde og konsumentpres fra store aftagerlande, takket være især Greenpeace og WWF. Til kriterierne for biologisk korrekt skovbrug hører også et vist mål af uformel, frivillig fredning. Ikke desto mindre snyder selv statsskovbruget 'Sveaskog' i de mest øde områder voldsomt på vægten og efterlever ikke hensynskravene. Lokal økoturisme Så nu er der igen dramatiske konflikter i små nordsvenske byer, hvor de lokale ser større fremtidsmuligheder i økoturisme end i en fladehugst, der smadrer lokalmiljøet i de næste hundrede år - også med hensyn til beskæftigelse: For når det sidste tømmer er fældet og transporteret til kystegnenes industrier, er der ingen lokale job i en hel generation. Til sagen hører, at selv om tømmerfældningen er steget 30 procent siden 1990, er beskæftigelsen i skovbruget halveret grundet rationaliseringer. Så at skyde skylden på fredningerne er at rette bager for smed. Og lokalbefolkningerne har indset det. Det skal her huskes, at skov i de nordligste egne vokser uendelig langsomt. I Danmark med vor gunstige jordbund og klima er vi derimod så heldigt stillede, at naturen hurtigt heles selv efter kraftige indgreb - og derfor reagerer gunstigt på de seneste års naturnære driftsformer og genopretningstiltag i statsskovene. Derfor hører det med til billedet, at mens danske kulturskove hurtigt kan opnå en pæn biodiversitet, så er vældige arealer af industriplantage i den nordiske ødemark drastisk udtrykt omtrent biologisk ørken. De tilbageværende hugstmodne skovpartier længst i nord er omvendt veritable urskove, og derfor er konflikten tilspidset netop nu. For under ekstreme nordiske betingelser giver begreber som 'hensyntagende skovbrug' ofte kun begrænset mening, for der er det i realiteten tit enten-eller. Pragtfotos af forskellige naturtyper Størstedelen af værket 'Natur i Nord' består af fyldige beskrivelser med pragtfotos af udvalgte femstjernede eksempler på en række forskellige naturtyper fra samtlige nordiske lande inklusive Island, Grønland og Færøerne. Men de positive ting gider vi som bekendt ikke bruge spalteplads på. Af de mange danske områder bør dog nævnes Vadehavet, Vejlerne, flagskibet Lille Vildmose, Gribskov - der forhåbentlig bliver nationalpark - og Møns Klint samt egnen omkring Lejre. Jovist, de danske afsnit er i høj grad også kulturhistorie, og det beriger både faunaen, turisterne samt læserne af dette oplysende værk. Det rekvireres gennem Svensk/Norsk Bogimport i København.