Uanset om vi bor i Danmark, Norge, Sverige, Finland eller på Island, er vi opflaskede med, at vi bor i verdens mest ligestillede land. Men at det blot er en myte, står som bøjet i neon over den svenskproducerede antologi, 'Femkamp', hvor hen ved 50 yngre feminister fra hele Norden belyser status quo i deres respektive hjemlande. Lettilgængeligt, skarpt og ofte vittigt fremstår resultatet, der mig bekendt er den mest omfattende samling feministiske kulturanalyser, Norden endnu har set. Det er ikke blot en vigtig bog, men en helt nødvendig bog for enhver, der måtte ønske at møde verden med nuancerne i behold. Antologien kan læses som en videreførelse af den svenske antologi 'Fittstim' (Fisseflokken) fra 1999, der blev udgivet og fulgt op i hele Norden. Her blev det private gjort politisk som led i en postfeministisk kritik af snævre kønsroller, endimensionale kvindebilleder og mytologiske forestillinger om køn. Kritikpunkterne i Femkamp er for så vidt de samme, men analyserne og skribentmassen er bredt ud, for det ambitiøse mål er at tegne et billede af hele det feministiske landskab i Norden netop nu. Til inspiration, efterfølgelse og dannelse af nye interskandinaviske netværk. Feminisme for enhver smag Med sine mere end femhundrede tætskrevne sider på en blanding af shampooskandinavisk (gør dit hår smukt/vackert/pent) og henholdsvis dansk, norsk og svensk med oversættelser i margin ligner 'Femkamp' åbenlyst et svært tilgængeligt kampskrift for en sluttet, feministisk menighed. Og det er synd. For efter få siders tvivlrådighed bladrer man problemfrit og nysgerrigt videre i de enkelte landes tekster, der hurtigt afslører højst forskellige feministiske traditioner og dermed, selvfølgelig, feminisme for enhver smag. Island er oplagt svagest repræsenteret i antologien, både kvalitativt og kvantitativt, om end Thorgerdur Thorvaldsdóttirs vel lange, men skarpsindige analyse skiller sig positivt ud. Heraf fremgår det, hvordan amerikansk dyrkelse af myten om exceptionel islandsk skønhed har ændret så meget ved islandske kvinders selvforståelse, at skønhedskonkurrencen 'Frøken Island' igen er efterstræbelsesværdig. Også som salgsargument. »Fancy a Dirty Weekend?«, spurgte det statsejede Icelandair eksempelvis i én af sine talrige annoncer rettet mod det amerikanske marked. Aktion mod Fröken Sverige Sandsynligvis ville svenske feminister ikke have nøjedes med at iværksætte en underskriftindsamling mod Icelandair endsige affundet sig med selskabets svar, der gik på, at feministerne måske ikke helt havde forstået det engelske. Det er i hvert fald, hvad man tænker, når man læser om aktivistgruppen Unfucked Pussys aktion mod den direkte tv-transmission af 'Fröken Sverige'. En aktion, der bestod i, at kunstneren Fia-Stina Sandlund og hendes kollega skrigende sprang op på scenen og rullede et banner påskrevet 'Gubbslem' (snusk for gamle mænd) ud foran aftenens værter. Men bidrager slige radikaliteter ikke bare til yderligere dæmonisering af feminister som militante, mandhaftige og mandefjendske, spørger Marte Stubberød Eielsens i et selvkritisk indlæg om den norske radikalfeministiske gruppe Ottar, der godt nok får masser af taletid i medierne, men desværre taler så meget til norsk for- og bortdømmelse, at ingen kan kalde sig feminist i Norge uden at blive konfronteret med spørgsmålet, »ah, er du så sådan en Ottar-dame?«. Dæmonisering vanskeliggør kritik Selvkritikken fejler i det hele taget ikke noget i Femkamp, men skønt prisværdigt må man spørge sig selv, hvor mange nye feminister, de lange udredninger af åbne modsætninger og internt nid og nag vil tiltrække. I hvert fald blandt de i forvejen skeptiske, hvor selvransagelsen utvivlsomt vil ende som vand på møllen om, at kvinde er kvinde værst. En mølle, der kan skylle enhver spirende interesse for sagen bort. Sigende nok minder situationen i det nykristne Norge i påfaldende grad om den danske dæmonisering af Rødstrømpebevægelsen, som rammer alle yngre feminister og vanskeliggør deres kritik. Først og fremmest af dansk frisind og seksuel frigjorthed, fordi begge dele legitimerer sexisme og stempler enhver som snerpet, der ikke kan se morskaben. Det fik kvinderne i Kvindeligt Selskab at føle, da deres kampagne mod en afklædt Arla-reklame mødte stor modstand i medierne. Frem for at give op lærte kvinderne mediernes spilleregler indgående at kende, så de kunne kile sig ind med deres feministiske kritik og dermed vende stemningen. I Femkamp videregiver de deres erfaringer med stort refleksivt overskud. Et overskud, antologien i det hele taget er rig på, uanset om spotten peger på inseminationsdebatten i Finland, prostitutionsdebatten i Sverige eller Henriette Kjærs privatiserede ligestilling i Danmark. Det kan anbefales at dykke ned under overskrifterne og læse mere. For sølle 79 kroner kan man faktisk dårligt tillade sig andet. Leonora Christina Skov har redigeret feminismeantologien 'De røde sko' og er forfatter til romanen 'Rygsvømmeren'.